|
Mit første
møde med tekstbehandling var i sommeren 1958, hvor jeg blev
ansat på Lollandsbanens hovedkontor i Maribo som
kontorassistentaspirant, et fint ord for kontorelev. Dengang var
ordet tekstbehandling slet ikke opfundet, men det var vel ikke desto
mindre det, jeg blev sat til den allerførste dag, jeg
mødte på arbejde.
Jeg havde netop
bestået realeksamen, hvilket nogenlunde svarer til en
studentereksamen i dag, og jeg havde aldrig før haft fingrene
på et skrivemaskinetastatur.
Resultatet blev derefter!
Jeg tror, jeg var
en hel formiddag om at skrive et eller andet ligegyldigt stykke papir
af med 2 gennemslag. Et arbejde, som en gammel, gnaven
overtrafikassistent satte mig til. Der var rigtig mange for-fra-og-om-igen'er
og utallige slåfejl! Rettelser, der jo skulle foregå
på både original samt på første og anden
kopi, var bestemt heller ikke noget, der lykkedes særligt godt!
Det hårde skrivemaskineviskelæder rev flere gange hul i
det tynde lyserøde kopipapir, og selvom jeg skrev så
langsomt som en snegl, så havde typearmene det med sommetider
at ramme hinanden i nakken!
Ikke desto mindre
blev jeg dybt fascineret af det, man kunne få ud af at betjene
en skrivemaskine, og det har fulgt mig resten af livet !
Denne gamle
Remington minder meget om mit
allerførste
møde med et "tekstbehandlingsanlæg"
I de
efterfølgende 6-8 år stiftede jeg bekendtskab med mange
forskellige slags skrivemaskiner, manuelle såvel som
elektriske, og med mange former for smarte indretninger, mulighed for
decimaltabuleringsindstillinger, forskellige valg af linieafstande,
med brede eller smalle valser, med store eller små typer. Til
sidst var det IBM kuglehovedskrivemaskiner, der var noget af det
smarteste, da man kunne skifte skrifttype og størrelse blot
ved at skifte kuglehovedet. Disse skrivemaskinebekendtskaber foregik
som nævnt først på Lollandsbanens Hovedkontor i
Maribo, men senere også på Privatbanernes Hovedkontor i
Hillerød samt på Caltex Oil A/S i Amaliegade i København.
Ellen-Sofie ved
omstillingsbordet og en Triump skrivemaskine
med decimal-tabulering.
Privatbanernes
Hovedkontor, Hillerød, 1962
Pr. 1. januar 1966
blev jeg ansat i ATP-huset i Hillerød, hvor jeg var ansat til
den 31. juli 1990, og hvor jeg i alle årene var
beskæftiget med ATPs tekstbehandlingssystemer/programmer. De
sidste 17 år var jeg sektionsleder i den juridiske afdelings
tekstbehandling-scenter og havde 10-12 ansatte - og igennem
årene næsten lige så mange forskellige
tekstbehandlingssystemer/programmer, men faktisk blev jeg fra starten
slet ikke ansat som tekstbehandlings-operatør eller
skrivedame, som det jo hed dengang, men som noget med tilbagebetaling.
I de første
måneder jeg var ansat, sad der i samme kontor som jeg en dame,
der var skrivestue i Teknisk-Administativ afdeling.
En dag hvor det i
kontoret blev diskuteret, om det kunne lade sig gøre at
duplikere tekst på bagsiden en stabel hulkort, blandede jeg mig
i diskussionen og fik derfor straks overdraget opgaven med skrivning
af stencils, brug af neglelak m.v. Selve skrivningen foregik på
en elektrisk Triumph skrivemaskine. Duplikeringen på en
Gestehtner duplikator. Resultatet mindes jeg som flot, men jeg kom
også fra et firma (bl. a. Lollandsbanen), hvor man kun havde en
flad-duplikator og en spritduplikator!
Min kollega
Alice Damgaard betjener duplikatoren
på
Privatbanernes hovedkontor i Hillerød, 1962
En duplikator er
en slags manuel eller elektrisk betjent trykke-maskine, hvor der
på en valse blev sat en stencil.
En stencil bestod
af en særlig slags voks-papir med et kraftigt stykke papir
påhæftet som bagside. Når man skrev på
vokspapiret, slog skrivemaskinens typer hul i vokspapiret, der
derefter, efter at det kraftige bagside-papir var fjernet, blev
anbragt på valsen af duplikatoren. Noget sort, klistret
tryksværte blev hældt i en rille på duplikatoren,
og en stabel blankt papir anbragt i en bakke, og så var det med
håndkraft eller elektrisk bare at sætte gang i
maskineriet, og flotte tryksager kom ud af duplikatoren!
Det ovenfor
nævnte neglelak var noget rødt lak, der kunne
smøres på eventuelle slåfejl på stencilen,
lakken lukkede hullet med slåfejlen, og hvis man var
tålmodig nok og ventede til lakken var HELT tør, kunne
man skrive oveni, uden at det kunne ses på det
færdigtrykte resultat. Var tålmodigheden derimod ikke
så stor, og man ikke ventede med at rette til lakken var helt
tør, så blev trykket med rettelsen lidt kraftigere,
næsten som fed skrift i dag.
En fladduplikator
brugte i princippet samme teknik, man skrev den tekst, der skulle
duplikeres, på en stencil, men her foregik trykningen helt
manuelt ved hjælp af en ramme, et låg med tyndt silkestof
og en gummivalse.
En gammeldags
flad- duplikator
Når man
spritduplikerede, havde man noget specielt kraftigt, glittet papir
samt noget meget fedt kalkerpapir. Det fede kalkerpapir blev anbragt
med den farvede side imod det glittede papir, hvorefter man skrev
på det glittede papir. På denne måde kom teksten og
evt. tegninger til at stå spejlvendt på bagsiden af det
glittede papir. Når man herefter ved hjælp af en
malerrulle pressede almindeligt spritvædet papir mod bagsiden,
fik man et retvendt aftryk.
En
sprit-duplikator var faktisk ret avanceret, idet det fede kalkerpapir
fandtes i flere farver, og var man nøjagtig og påpasselig
med afstande m.v., kunne man ved brug af flere stykker glittet
papir, nemlig et stykke for hver farve, fremstille nogle meget flotte
flerfarvede tryk. Denne metode blev blandt andet anvendt til
personalets interne køreplaner på Lollandsbanen. I disse
køreplaner stod der andre/flere oplysninger til brug for tog-
og stationspersonale end i de officielle køreplaner.
Men tilbage til
min tid med tekstbehandling i ATP-huset:
Jeg var faktisk
den person, der fik en af de ALLERFØRSTE
tekstbehandlingsskrivemaskiner i Danmark (i 1966), i hvert fald model
MT72 fra IBM.
Fjorten dage efter
at jeg på ATP havde fået min maskine, skrev journalisten
Myggen i Politiken, at nu var det blevet meget nemmere at være
journalist, for nu havde han fået en skrivemaskine, der havde
afskaffet viskelæder, kvajelak, kridtpapir m.m., og hvor det
ikke gjorde noget, at han skrev forkert eller slog bogstaver oveni
hinanden, for man skrev det bare lige ud én gang til -
fejlfrit! Han viste i artiklen en kopi af sit første udkast
til selve artiklen, og det var faktisk tilfredsstillende at se, at
selv en dygtig og erfaren journalist som Myggen kunne lave et
næsten ulæseligt første koncept på grund af
rettelser og fejlslag!
Ellen-Sofie
skriver på MT72 i ATP-huset, Hillerød
Billedet er
taget den 11. november 1967
På
konsollen, den store kasse til højre med kaffekoppen
ovenpå, sad båndstationerne. Båndene, 5 tommer
kassetter, ca. 2 cm brede, blev indsat i den sorte kasse på
siden af konsollen. Der er en lignende sort kasse på den anden
side af konsollen, så man kunne overføre fra det ene
bånd til det andet, når der skulle rettes i en allerede
skreven tekst.
De hvide
betjeningsknapper forrest på konsollen hed:
START - STOP -
SKIP - SEARCH - REWIND - LINE RETURN - LOAD - BACK SPACECODE -
STOPCODE - FEED-CODE - REF.CODE - AUTO SEARCH CODE - STOP-TRANS CODE
- SWTICH CODE og UNLOAD.
De tre
betjeningshjul, der ses på den sorte plade over
betjeningsknapperne, var henholdsvis funktionsvælger,
referencenummervælger og udskrivningsvælger, hvorfra man
styrede udskrivningen på skrivemaskinen og/eller
overførsel af tekst fra højre til venstre båndstation.
Funktionsvælgeren
havde følgende indstillinger:
START -AUTO - LINE
- WORD - CHAR
Med
Referencenummervælgeren valgte man tekstnummer på
båndet fra nummer 1 til og med nummer 79.
Udskrivningsvælgeren
havde følgende indstillinger:
TRANS type - TRANS
adj. - RECORD left - RECORD right - PLAY left - PLAY right - ADJUST
left - ADJUST right.
Som det ses, var
en MT72'er faktisk en kuglehovedskrivemaskine med 2 tilkoblede
magnetbåndstationer, hvor man SKREV på papiret på
skrivemaskinen samtidig med, at man (kunne) kode det DIREKTE ned
på magnetbåndet!
Det var en
bredvalset maskine, d.v.s. den kunne sagtens tage format A-4
liggende, og den kunne også tage de specielle store,
grønne, ternede formularer, der blev anvendt til skrivning af
printlayouts (en opskrift på hvordan de ting, der blev
udskrevet på ATPhusets store centrale EDB-anlæg, skulle
stilles op).
Hvis man skulle
rette, skulle det foregå i den linie, man var ved at skrive,
for man kunne ikke hoppe baglæns forbi et linieskift! Ofte
kunne man ikke bruge PAPIRET, man skrev på i første
omgang, for man skrev jo ovenpå det, der stod der i forvejen,
når man rettede (det var FØR slette/rette båndets
tid), men så kunne det skrives ud igen fra magnetbåndet.
Havde man f.eks. glemt et ord på tre bogstaver, f.eks. ordet
"har", kunne man ikke bare lige kode det ind på
magnetbåndet, for det skrev man jo direkte på, man var
nødt til at skrive fire linier om nemlig een linie for hvert
bogstav plus en linie for mellemrummet!
Dette lod sig
gøre, fordi der hver gang man tog et linieskift (altså
det, der hedder enter i dag), blev sat een ekstra tom plads af
på magnetbåndet, som man kunne bruge til glemte
ord/kommaer og lignende.
Når man
havde rettet én gang, kunne man ikke se, hvor man havde
rettet, så det var altid spændende at finde ud af, om den
ekstra plads nu var der, hvis der skulle rettes flere gange. Man
kunne naturligvis også vælge, at overføre teksten
fra højre til venstre båndstation samtidig med, at man
foretog rettelserne, men dette krævede også rettelser i
de båndjournaler, der blev ført manuelt for hvert enkelt
magnetbånd, så man kunne finde teksten igen.
På et
magnetbånd kunne der stå 79 numre (filer) naturligvis
afhængig af tekstens størrelse, men ofte stod der kun
mellem 25-50 sider på eet bånd. Hver side skulle have sit
eget nummer (sin egen fil), da man skulle håndtere
papirindsætningen i skrivemaskinen for hver side, idet den ikke
kunne anvende endeløsbane-papir!
I den forbindelse
var det vigtigt at oparbejde en bestemt datadisciplin, idet man ved
fornyet udskrift af en tekst skulle sætte papiret i, som det
blev sat i, da man indkodede teksten, ellers blev teksten ikke
placeret korrekt på f.eks. fortrykte formularer, brevpapir m.v.
Min private
datadisciplin bestod i start med to linieskift samt, at papirets
øverste kant altid skulle flugte med den øverste kant
på det lille plasticskjold, der fastholdt papiret til valsen.
Hvis man fraveg dette af forskellige grunde, var det vigtigt, at det
blev noteret i båndjournalen for det enkelte bånd ud for
det aktuelle tekstnummer!
 |
