En Slædetur Hestene nåede frem til vejkrydset, hvor vejen til højre gik til Willers Gård og vejen ligeud - den havde de aldrig rigtig været ad før. Hvorfor mon faderen ikke trak i tømmen. Nå, hestene vidste da heldigvis selv, hvor Willers Gård lå - men nej, heller ikke dér skulle de hen. Så skulle de ned gennem byen. Det var nu ikke rart. Der var så mange fremmede mennesker og så bilerne, der larmede og osede og bevægede sig under megen larm. Og faderen vidste jo nok, hvad han gjorde, og hvis der ikke var en stald dér, hvor de så skulle hen, så fik de i hvert fald en gammel kornsæk over ryggen, mens faderen var inde i huset hos de fremmede mennesker.

Et uventet besøg - i ærtebedet "Et tyveri. Marius lyttede endnu mere. Flemming stjal da bestemt ikke noget som helst, han var jo politibetjent! Marius hørte moderen komme ind fra køkkenet og hendes stemme, da hun bad Flemming om at tage for sig af kartoffelmosen og det stegte flæsk. "Tak, Margrethe. Hvad skulle jeg dog havde gjort, hvis jeg ikke havde haft jer," sagde Flemming og fortsatte, "Christen, fortæl du Margrethe det hele. Jeg spiser. Jeg er så sulten." Marius pressede øret mod døren. Det lød meget spændende. "De har taget politiet!" sagde faderen. Der var stilhed i stuen et stykke tid. Marius hørte en mus rumstrere, den flintrede fra loftet og ned inde bag panelerne."

En druknet pistol - og tyve kogte kartofler "Sæt jer!" sagde han, men begge russerne stod og stirrede på den dampende varme gryde med kartofler. "Kom nu!" sagde faderen og tog gryden og stillede den på den store flade sten, der lå på den grusbelagte del af gårdspladsen et lille stykke fra bænken. Stenen ragede en lille smule højere op end resten af gårdspladsen. Han lagde mærke til, at der stod en stor mælkebøtte i hjørnet tæt på stuehuset og træskogangen, den måtte han se at få fjernet, når russerne var væk."

Den lille sølvkniv "Se, Rose-Marie det er Dannebrog!" han lød helt højtidelig. Rose-Marie nikkede. "Og se! Se!" udbrød faderen og pegede ud over landskabet, de kunne se langt, helt ind til kirken i købstaden 6 kilometer borte. Der lå mange små gårde på markerne ind mod købstaden. "Se!" gentog faderen og pegede. "Der er ét flag. Og dér - - og dér - - og dér. Se! Dem alle sammen!"

Minen Rose-Marie blev vældig imponeret den første gang, hun så smeden lave nye sko til Tom, han tog bare en jernstang ned fra væggen og lagde den ind i ilden, til den blev helt rødglødende, så tog han den ud med en stor tang og hamrede og bankede på den så sveden løb, og han blev helt orangefarvet at se på, som han stod der foran ilden. Så skar og filede han i Toms hove, og hesten fandt sig roligt i det. Hesteskoen blev hamret og banket lidt ekstra, og så passede den lige nøjagtigt til Toms ben. Rose-Marie stirrede, da smeden tog en håndfuld søm fra en æske på hylden, stak sømmene i munden og tog dem ud ét efter ét efterhånden, som han slog skoen fast på Toms hove. "Far!" sagde Rose-Marie og trak faderen i ærmet, han stod og talte med nogle andre gårdmænd fra området, der også var hos smeden med deres heste. Faderen svarede ikke, men tog hende om skulderen. "Far! Han slår søm i Tom!" sagde Rose-Marie. Faderen smilede, og det gjorde de andre gårdmænd også. Hun følte, hun havde sagt noget dumt, men smeden slog altså søm i Tom.

Svenske Farmor Rose-Marie kiggede ned i jorden. Når hun eller andre gik i agemelet på vejen, kom der fine, tydelige fodspor, måske var der fodspor efter bisonoksen bag laden, hun kiggede nøje på jorden, men der var næsten ingen spor, og dem, hun kunne se, var alle sammen nogen, hun kendte, de var fra faderen eller Marius' støvler og fra hestene. Der var også nogle fugle, der havde hoppet rundt i agemelet. Rose-Marie trak på skuldrene, men pludselig slog en tanke ned i hende. Måske gav bisonokser ingen fodspor!