|
Jeg hedder
Bølle - men det er jeg slet ikke - i hvert fald ikke mere. Da
jeg var lille misse-unge sagde mor godt nok, at jeg var en lille Bølle-mis,
fordi jeg altid drillede min to brødre. Jeg er nemlig
lillesøster til Gråmis og
storesøster til Prik, og er altså
også født den 3. maj 1997. Jeg er en meget sød
og blød mis, og jeg er meget dygtig til at fange mus.
I dag er de andre
misser er sommetider lidt efter mig, men så råber mor op
og siger, de skal lade mig være i fred, og så lægger
jeg mig til at sove ude i vinduet i bryggerset, hvor jeg også
kan holde øje med alle fuglene ude på madbordet. Der er
nu også rart inde i stuen, navnlig om vinteren, hvor jeg
lægger mig i gyngestolen eller under spisebordet, hvor varmen
fra brændeovnen kan nå mig.
Inden mor fik
bygget Misselandsbyen, kunne jeg vældig godt lide at gå
ude i haven sammen med mor. Et år kom der nogle mænd fra
SEAS og savede i vores høje træer nede bag i haven.
Træerne var vokset næsten helt op i de elektriske
ledninger, så mor havde ringet til mændene fra SEAS, der
kom og savede og larmede og regerede. Alle de store grene faldt ned
ude på landmandens mark, og dem lod mændene fra SEAS bare
blive liggende, for de skulle kun save, sagde de!
Der gik så
en ugestid, inden mor fik tid til at slæbe alle de store grene
ind i vores have, hvor de skulle saves i stykker, og det ville jeg
selvfølgelig gerne hjælpe hende med, for man kan aldrig
vide, om der skulle være en enkelt mus eller to under
sådan nogle grene.
Mor gik ud og
hentede nogle af grenene og slæbte dem ind i haven, men jeg
skulle nu lige undersøge, om der ikke var en enkelt mus. Jo,
det var der. Den fangede jeg lige, haps, og så gik jeg med mor
ind i haven med musen i munden. Mens mor lagde grenene i en bunke
nede ved siden af stakladen, spiste jeg min mus, og så gik mor
af sted igen efter flere grene, og jeg gik med, for måske var
der flere mus. Ganske rigtigt, jeg fangede en til, som jeg også
spiste, medens mor lagde grenene på plads. Så gik mor ud
efter de sidste grene, og jeg gik igen bagefter, og der var sandelig
endnu en mus, men nu var jeg altså blevet så mæt,
at jeg ikke kunne spise den, så den fik mor, jeg lagde den
på trappestenen ved køkkendøren, og jeg er sikker
på hun ku' li' den, for den var væk bagefter!
Inden vi fik
Misselandsbyen, gik jeg morgentur med mor på vejen hver dag
både sommer og vinter, men mor trampede bare af sted og gav sig
slet ikke tid til at lytte efter musene ude i rabatten, det var
først, når jeg stod helt stille og lyttede og stirrede
ind i græsset, at hun lagde mærke til, at der var noget,
der rørte sig ude i græsset. Så standsede hun
også og stod helt stille, og så fangede jeg lige musen
til hende. Hun spurgte altid, om hun ikke godt måtte få
den, og så lagde jeg den lige foran hendes fødder, og
hvis musen ikke var helt død, prøvede den jo at stikke
af igen, men så fangede jeg den bare én gang til.
Mor blev altid
så glad og sagde, at jeg var en meget dygtig mis. Jeg tror nok
hun spiste den, selvom jeg aldrig så det, men den var altid
væk bagefter, måske tog hun den med ind i huset for at
dele med far, for hun tog nemlig sommetider det, jeg fangede og
afleverede til hende, med ind i køkkenet.
En dag var det
lillebitte fugl, mor sagde den hed en fuglekonge, men der var nu ikke
meget konge over den, synes jeg, for den var jo bittelille, men i
hvert fald tog hun en plasticæske og lagde fuglen ned i og
satte låg på, også selvom den lå helt stille.
Den havde en lille ring om det ene ben, og den ville mor kigge
nærmere på.
Da hun efter en
halv times tid så fik tid til at kigge på fuglens ring,
var fuglen pludselig blevet levende og fløj ud af æsken,
da hun tog låget af. Jeg prøvede selvfølgelig at
hjælpe hende med at fange den igen, for jeg havde siddet og
kigget på æsken på køkkenbordet og havde
godt hørt, at den rumsterede lidt, men hun råbte op og
sagde, jeg skulle lade være fuglen være, og hun fik da
også fanget den til sidst uden min hjælp!
Bagefter tog hun
æsken med fuglen i med udenfor og tog låget af, og
så fløj den selvfølgelig fra hende igen, men hun
så nærmest glad ud, da hun så den sidde oppe i det
træ, som jeg engang klatrede højt op i. Det syntes jeg
var lidt underligt, når nu jeg havde fanget den til hende.
En anden dag havde
jeg fundet mig en rigtig sjov legekammerat ude på
græsplænen, det var en lille harekilling, men mor så
ud gennem køkkenvinduet, at jeg rendte efter den, så
hun kom stormende ud og råbte så højt, at
både harekillingen og jeg blev forskrækket. Harekillingen
blev så bange, at den løb lige ind i porten ud til vejen
og faldt om, den så faktisk ud som om den var død, og
jeg troede jo så, at jeg måtte få den, det var jo
mig der havde fundet den, men nej, mor lagde den ned i en papkasse og
tog den med ind i køkkenet, hvor den var en timestid.
Senere så
jeg fra vinduet, at hun bar kassen lidt hen ad vejen og satte
harekillingen ud på marken midt i alt det grønne,
så man slet ikke kunne se den mere.
Mor siger, at jeg
er en værre klatre-mis, for jeg elsker høje træer.
Der var godt nok en morgen, hvor jeg var kravet højt op i et
af de store træer ude ved vejen, hvor jeg syntes, der var lidt
for langt ned, men jeg skulle lige se, om jeg ikke kunne fange et par
af fuglene, men de fløj jo bare deres vej!
Mor gik længe
og kaldte på mig, og jeg svarede, for jeg sad jo lige oppe i
træet, men der gik lidt, inden hun fandt ud af, hvor jeg var.
Hun sagde, jeg skulle komme ned, men jeg turde altså ikke.
Så hentede hun en lang stang, som hun bruger, når hun
plukker blommer eller æbler, den kunne lige nå op til den
gren jeg sad på, og så rystede hun grenen, så jeg
faldt ned igennem træet.
Jeg blev
altså godt nok bange, for der var langt ned, men træet er
en slags pinjetræ, der har tætte grene, med mange flade
nåle på, så grenene sørgede for, at jeg ikke
bare faldt ned på jorden, men rutsjede ned gennem alle grenene.
Puha! hvor var jeg bange, det tror jeg også mor var, men hun
trøstede mig bagefter og sagde, at jeg skulle lade være
med at kravle så højt op, men det var altså
så spændende med de fugle, der bare fløj
højere og højere op i træet, men til sidst
fløj de jo bare helt deres vej!
En anden morgen
så mor, at jeg var kravlet op i genboens store, høje
træ inde i deres have, det var ovre hos de mennesker, der havde
haft Larsen-missen. Træet har en
meget tyk stamme med masser af revner og sprækker, så jeg
kunne sagtens få fat med kløerne og komme ned igen, men
nedenunder træet havde manden hængt sine store fiskenet
til tørre, han fanger nemlig en gang imellem fisk nede i Smålandshavet.
Mor stod ude
på vejen og kaldte på mig, og så ville jeg jo gerne
hurtigt hjem til hende, så jeg hoppede ned af det store
træ, men landede lige midt mellem et langt, langt fiskenet, som
var hængt til tørre fra træet og hen til en stolpe
og tilbage til træet igen, så det var næsten
ligesom en pose. Og det kunne jeg altså ikke finde ud af,
så jeg blev fanget i nettet og mjavede og skreg, for jeg var
helt sikker på, at nu kom jeg aldrig fri. Så kom mor
heldigvis ind i mandens have og reddede mig ud af fiskenettet, og det
var altså så dejligt, at sidde på hendes skulder og
putte sig ind til hendes hals, medens vi gik hjem, og mor sagde, at
jeg ikke var nogen fisk, men en mis, så jeg skulle holde mig
væk fra mandens fiskenet!
I dag har jeg
heldigvis Misselandsbyen at være i sammen med alle de andre
misser, og derude sker der ikke så mange farlige ting, selvom
det sommetider er lidt irriterende, at solsortene render rundt lige
udenfor hegnet og bare lader som ingenting, mens de stamper i
græsplænen og trækker regnorme op, for selvom jeg
sidder lige indenfor hegnet og mjawer efter dem, så lader de
bare som ingenting.
Kærlig
hilsen fra klatremissen Bølle
© Bølle |
