Hvad er nu det ? Jo - det fortæller jeg om senere, men først lidt indledende bemærkninger: Når en radioamatør har haft forbindelse (QSO) med en anden radioamatør udveksles der ofte QSL-kort. Et QSL-kort er et kvitteringskort for radioforbindelsen, og det indeholder oplysninger om: Dato Tid (GMT-tid eller lokal-tid) Bånd (frekvens) Mode (FM, SSB, CW o.s.v.) RST, d.v.s. radioforbindelsens kvalitet, R = readability (læselighed), S = Strength (signalstyrke) og T = tone. (se evt. detaljer her) Støj (forstyrrelser) eller svingende signal (fading) kan oplyses med QRM (støj) eller QSB (svingende signal). Derudover indeholder et QSL-kort også oplysninger om det anvendte radioudstyr og antenner samt måske andre mere private ting. I princippet kan man skrive "hvad som helst" på et QSL-kort, men rapporten om selve radioforbindelsens gennemførelse og kvalitet er naturligvis det vigtigste for uden den, er QSL-kortet intet værd. Et QSL-kort er altså et "postkort", der sendes til de radioamatører, man har haft radioforbindelse med. De sendes normalt ikke direkte, for man kender jo ofte kun vedkommendes kaldesignal, hvoraf man kun kan se fra hvilket land vedkommende sender/kommer. Der findes ganske vist både for Danmark og andre lande en QTH-liste, d.v.s. en "telefonbog" over radioamatører, hvor call, navn og adresse fremgår, men hvis man har talt med en radioamatør med kaldesignalet VK9CCT, hvor man af kaldesignalets første to bogstaver kan se, at det er én fra Australien, så er det jo ikke sikkert, man lige har Australiens "telefonbog" ved hånden, desuden kan det blive en dyr affære at sende QSL-kort rundt i verden, hvis man har kørt mange QSO'er! Derfor har de fleste lande et QSL-bureau - et "centralpostkontor" for QSL-kort om man vil - hvortil man kan sende sine QSL-kort (i Danmark til EDR), f.eks. én gang om måneden. Der bliver kortene sorteret og derefter sendt til de respektive landes QSL-bureauer, der sørger for udsendelse til den enkelte radioamatørs adresse. Der findes også andre måder at sende QSL-kort på, f.eks. via en privat QSL-manager eller direkte, det sidste kræver, at man kender vedkommendes postadresse, så QSL-bureauerne rundt om i verden er nok det mest brugte. I dag ville man selvfølgelig kunne bruge Internettet til afsendelse/modtagelse af QSL-kort, men jeg ved ikke om det foregår, ligesom en del landes QTH-lister sandsynligvis ligger på nettet. Jeg vil nu hellere have et "rigtigt" kort end et elektronisk, og adgang til flere landes QTH-lister kræver måske, at man er medlem af det enkelte lands radioamatørorganisation. For enkelte radioamatører er QSL-kort en ligegyldig ting, som de sjældent eller måske aldrig sender, for andre er det næsten lige så stor en del af en gennemført QSO som selve radioforbindelsen, og nogle samler på "radioforbindelser" - QSO'er - til forskellige lande, amter, stater eller områder, fordi der på lands- og verdensplan er oprettet en masse forskellige awards, som man kan søge/få, hvis man f.eks. har haft et nærmere bestemt antal QSO'er med lande, stater områder o.s.v. Lige da jeg havde fået min licens (læs evt. Radioamatør hvordan/hvorfor), gik jeg ikke så meget op i det med at sende QSL-kort, men da jeg så begyndte at modtage nogle, måtte jeg jo anstændigvis også sende nogle retur, og så besluttede jeg, at jeg ville sende QSL-kort for alle "rigtige" QSO'er, men ikke for de utallige QSO'er jeg havde med forskellige amatører via danske repeatere medmindre, det var en ganske særlig QSO og/eller en person, der bad om at få et QSL-kort. En repeater er en forstærkerstation, der gør, at man på bestemte bånd (frekvenser) kan tale med en radiostation længere væk, end man normalt ville kunne på det aktuelle bånd. Jeg brugte dog mest repeatere som "sludre-frekvens", hvor der ikke så tit blev udvekslet rapporter om signalstyrke og den slags ting. Så jeg gik i gang med at designe mig et QSL-kort, d.v.s. min søn tegnede nedenstående kort til mig:

Dette kort (format 10 x 15 cm) "massefremstillede" jeg ved fotokopiering på karton, hvorefter jeg på bagsiden klæbede en fortrykt (maskinskreven) label, som jeg kunne udfylde med oplysninger om QSO'en.

Efterhånden som antallet af QSO'er steg, blev det dog lidt for besværligt med fotokopiering og påklæbning af labels, så jeg fik trykt nogle andre kort hos en bogtrykker:

Dette kort er mit eget design, og da jeg dengang også var en ivrig frimærkesamler, udformede jeg kortet som et "frimærke". Format 10 x 15 cm, oplaget var på 1.000 stk., og jeg har næsten ingen tilbage.

Ovenstående QSL-kort brugte jeg for alle QSO'er fra min hjemme-QTH (bopæl) samt for de mobil-QSO'er, som jeg førte indenfor landets grænser (pr. bil/gåben via repeatere og/eller direkte) og som jeg sendte QSL for, men så var der jo alle mine ferie-QSO'er fra Norge. Se evt. Højdeskræk og fåremøg og Spioner. Når man dengang ønskede at bruge sin amatørradio i Norge krævede det, at man fik en gæstelicens, altså en officielt tilladelse fra de norske myndigheder til at sende amatørradio fra norsk territorium. Fremgangsmåden var, at man rekvirerede en straffeattest fra de danske politimyndigheder og sendte den sammen med en ansøgning med oplysning om dansk licenskategori m.v. til de norske myndigheder, hvorefter man så i løbet af ca. 14 dage modtog en "gæste-licens", der gav tilladelse til at sende fra Norge. Denne lidt tunge forretningsgang er senere ændret ved indførelse af en - populært kaldet - CEPT-licens (CEPT = Det europæiske post- og telesamarbejde på myndighedsområdet). Dette samarbejde går i hovedtræk (på amatørområdet) ud på, at man ikke mere behøver at skaffe straffeattest (som de norske myndigheder krævede dengang), samt hvert år søge en ny gæstelicens i Norge for at få lov at sende fra norsk territorium, men kan nøjes med sin danske licenstilladelse (under visse betingelser). Det såkaldte "CEPT-dokument" kan ses under "Licensbestemmelser" her. Når man kørte radio fra Norge, skulle man bruge sit danske kaldesignal efterfulgt af "stroke-LA" evt. efterfulgt af "stroke-mobil" (hvis man var "til-bils"), så man kunne "se", at man ikke sendte fra OZ-land (Danmark), men var en dansk amatørradiostation i LA-land (Norge). LA er præfiks for norske radioamatører, bortset fra de nordatlantiske øer, hvor bl.a. Svaldbard er JW og Jan Mayen JX). Min første gæstelicens i Norge var dog lidt begrænset, idet jeg - meget naturligt - kun fik tilladelse til de bånd, som jeg måtte bruge i Danmark. Jeg havde dengang kun en C-licens (se evt. Radioamatør hvordan/hvorfor), men et QSL-kort skulle mine første ferie-radioforbindelser nu have, selvom det ikke blev til så mange QSO'er. Jeg tror slet ikke det blev til CW-kontakter på HF-stationen, som dengang kun blev sat op, når vi opholdt os på campingpladserne, for den kørte OZ6UP jo hovedsageligt på, hvorimod 2-meter stationen var fast monteret i bilen, så den kunne jeg sagtens bruge, mens OZ6UP "styrede" bilen. Apropos styrede: OZ6UP påstod altid, at vores ellers så fine NAF-kortbog endte som "løsblade system" efter en tur frem og tilbage til Nordnorge, for selvom jeg tit var optaget af radioen, så var jeg også "kortlæser/stifinder", og det var også godt nok, men - der var ind imellem "meget højt ned" og intet autoværn - ! - så jeg klamrede mig til den stakkels kortbog, så bladede næsten blev revet ud! Der var dog intet at udsætte på OZ6UPs "bjergkørsel", og der opstod aldrig farlige situationer på grund af hans kørsel. Den eneste gang der skete noget, var på flad vej med masser af oversigt, og det var afgjort ikke OZ6UPs skyld, tværtimod, det kunne måske have gået frygteligt galt, hvis han ikke havde reageret som et lille lyn. For resten skete uheldet slet ikke i Norge, men i Sverige på vej hjem fra 3 dejlige uger i Nordnorge. Ca. 15 km syd for den norsk-svenske grænse kom vi kørende på E6'eren, der var masser af oversigt, og vi så begge - på ca. 1 km afstand - en lys kassevogn komme kørende på en lille sidevej fra højre, bilen standser for fuldt stop og - kører derefter direkte ud foran os! Jeg ved ikke, hvor tæt vi var på, da bilen kørte ud foran os, jeg ved heller ikke hvor hurtigt vi kørte, men bestemt ikke stærkt, men jeg ved, at vore bremsespor var godt 21 meter lange, kulsorte og snorlige. Vi ramte kassevognen lige på den venstre dørstolpe, lige bag forsædet, hvorved den fik et knæk på midten. Vores bil - en Opel Omega - blev ca. 1 meter kortere, som om den var kørt mod en mur, men der skete intet med os eller med de to unge, norske piger, der befandt sig i kassevognen. Underligt - som ting foregår i slow-motion, når sådan noget sker, jeg husker mine briller forsvandt fra min næse, og "svævede langsomt" foran mig. Det var naturligvis synsbedrag, men det var ikke synsbedrag, da jeg kom uskadt ud af bilen og konstaterede, at her stoppede vor ferie vist, for bilen var som sagt blevet ca. 1 meter kortere, og det virkede alt sammen temmelig kaotisk. Jeg stod ved siden af vores bil, mens den unge norske pige, der havde kørt kassevognen, temmelig hysterisk (meget forståeligt) skreg, at der var benzin på vejen! Et kort øjeblik kunne jeg ikke finde OZ6UP og var bange for, at der var sket noget med ham, men så opdagede jeg, at han var godt i gang med at dirigere trafikken i den nordgående vejbane på den anden side af hellen, som var på vejen ud for udkørslen fra den lille sidevej! Nå, tænkte jeg, så er der ikke sket noget med ham, han er i gang med at "dirigere på plads", som han altid gjorde i ekstreme situationer! Den unge pige blev ved med at skrige op om benzin på vejen, hvorefter jeg - uden at tænke over det - bøjede mig ned, dyppede en finger i den væske, der var på vejbanen, smagte på det og sagde: Nej, nej! Det er kølervæske, smag selv! Bagefter undrede jeg mig over, at jeg reagerede på den måde - ubevidst og spontant, men det var nok den samme "reaktion", som havde fået OZ6UP til at dirigere. Nå - der kom svensk politi til stede, de syntes, det var en "mærkelig måde at holde nordisk møde" på, lidt humor i den ellers alvorlige situation var måske heller ikke så galt, for der var jo heldigvis ikke sket nogen personskade. Den unge, norske pige blev ved med at gentage: "Jamen jeg kiggede bare til højre!" Det var dengang, man i Norge "kun" skulle holde tilbage for "alt hvad der kom fra højre", og ikke behøvede at bekymre sig om det, der kom fra venstre! Men hun var jo kommet "hjemmefra", nemlig 15 km ind i Sverige, hvor den regel ikke gjaldt. Det viste sig senere, at hun kun havde haft kørekort i 3 uger. Stakkels pige, jeg vil håbe, hun fik en lærestreg, så hun aldrig mere undlod at se til venstre, norske regler eller ej! Det svenske politi håndterede sagen hurtigt og kompetent, vores "forkortede" bil blev slæbt til et værksted nær Strømstad, og vi blev pr. taxa transporteret ned til Gøteborg, hvor vi lejede en bil på flyvepladsen, hvorefter vi kørte hjem til Nordsjælland efterladende det meste af vort udstyr i bilen. Dette fik vi senere, da vores bil kom hjem til Danmark, og der manglede ikke så meget som et brugt kaffekrus! Nå - det var vist lidt af et sidespring, så tilbage til QSL-kort. Som sagt, det første år med gæstelicens i Norge, var det OZ6UP, der "styrede", mens jeg snakkede i 2-meter stationen, og selvom det var et begrænset antal QSO'er jeg fik ført, så fik de alle nedenstående QSL-kort:

Kortet er mit eget design, og som det ses, har jeg hugget lidt fra mit almindelige QSL-kort (frimærket). Det blev fotokopieret på kraftigt papir i et oplag, der svarede til antal førte QSO'er, hvorefter jeg farvelagde det med Caran d'Ache-blyanter. Formatet var A4, og derfor blev alle kort sendt direkte og ikke via EDRs QSL-bureau, der kun ekspederer "kort" i kort-format.

De efterfølgende år, hvor jeg havde fået min B-licens, og dermed også måtte bruge HF-båndene til fone, blev min lille HF-station installeret i handskerummet og en Huster mobil wip monteret på den bageste kofanger, og så steg antallet af QSO'er betydeligt. Det kunne blive til rigtig mange QSO'er fra Norge på en tre-ugers ferietur, og mit første store ferie-QSL-kort var ikke mere overkommeligt at bruge. Jeg kunne selvfølgelig havde rettet på mit hjemme-QSL-kort ved at tilføje hhv. "-LA" og/eller "-LA-M" til mit kaldesignal, men det kneb med pladsen "i stemplet", hvorefter jeg fik trykt nedenstående ferie-QSL-kort:

Dette kort (format 10 x 15 cm) er også mit eget design, og det blev trykt hos en bogtrykker i 1.000 eksemplarer. Kortet er meget "fin" i stregen, hvilket var nødvendigt for at få detaljerne tydelige på kortene, f.eks. sælen i Nordatlanten, rensdyrene, der passerer grænsen mellem Sverige og Finland, hytten på Dovrefjell, markeringen af Polarcirklen samt stednavne og længde/breddegrader.

Dette kort brugte jeg herefter til alle ferie-QSO'er, og jeg har ca. 50 kort tilbage, så det blev til en del QSO'er, mens vi kørte til og fra Nordnorge (Fauske). I nederste højre hjørne er der afsat plads til, at jeg kunne notere hvor i Norge, jeg befandt mig, da QSO'en blev ført, f.eks.: Harran, hvorefter jeg med et rødt kryds og en rød streg fra bilen og op til krydset markerede, at Harran ligger "lidt nord for Namsos". Bagsiden af kortet var udformet således:

Indviede vil kunne se, at det kun var beregnet til mobil-QSO'er, hvilket antennen samt min underskrift indikerer.

I nogle få år søgte jeg også om gæstelicens til Sverige, da vi kørte op/ned gennem Sverige (Helsingborg-Svinesund), men da der i et par år havde været meget ringe fangst på radioen på den forholdsvis korte strækning, søgte jeg ikke mere licens til Sverige, men måtte nøjes med at lytte og/eller have radioen slukket! Min kreativitet med hensyn til mine ferie-QSL-kort fik mig på et tidspunkt til at kreere et stort hjemme-QSL-kort, der blev sendt - direkte - til de radioamatører, som jeg af en eller anden grund mente, burde have "lidt ekstra", det kunne være venner/bekendte, en ganske særlig QSO, f.eks. min første australier, se evt. Radioamatør hvordan/hvorfor eller andre QSO'er, der var noget særligt. Kortet så således ud:

Kortet blev fotokopieret på karton, hvorefter jeg farvelagde det med Caran d'Ache-blyanter. Ovenstående scannede eksemplar er farvelagt i et billedbehandlingsprogram.

Hvordan jeg fik ideen til ovenstående måske lidt specielle QSL-kort ved jeg ikke, men måske har OZ1BAZ, Anders Kierkegaard (den kendte kunstner), været medvirkende. Han var/er også radioamatør og boede ikke så forfærdeligt langt fra mig. Jeg havde ret kort tid efter, at jeg fik min licens, en direkte - altså ikke repeater - kontakt med ham på 2 meter, og havde derfor sendt ham et QSL-kort. Der gik derefter et stykke tid, inden jeg igen kom til at tale med ham denne gang pr. repeater. Jeg spurgte ham - lidt drillende - om ikke han havde modtaget mit "pæne QSL-kort" (han havde kun fået det lille "frimærke-kort"). Jo, jo, det havde han skam, men han sendte aldrig QSL-kort, så jeg skulle ikke regne med at få et retur. Da jeg gav udtryk for, at det var jeg da ked af, svarede han, at så ville han undtagelsesvist sende mig et, men så skulle jeg også love, at jeg ville hænge det op på væggen. Jeg ventede jo blot et "kort" og troede, at hans betingelse var en fortsættelse af mit "dril", så jeg svarede, at naturligvis ville jeg det. Stor var min forbavselse - og glæde - da der kom en paprulle indeholdende et af hans offset-litografier med titlen "Phoenix modtager instruktion af Ikarus", hvor han nederst på litografiet havde skrevet en venlig hilsen samt rapport m.v. for vor direkte QSO. Jeg blev meget glad og overrasket og "kortet" kom naturligvis op at hænge! Jeg spurgte ham ved en anden senere QSO, hvorfor han havde "blandet" græsk og romersk mytologi, hvortil han blot svarede: Nå! Du har fundet ud af det! I dag hænger "kortet" på første sal, hvor jeg jævnligt betragter det. Det er et "underligt" kunstværk - dette ment som ros til de, der kan "den slags", for hvis man er i overstadigt humør, når man betragter det, giver det på en eller anden måde én påmindelse om, at nu skal man heller ikke blive for overstadig, er man derimod i mindre godt humør, ked af det eller nedtrykt, så giver det én det modsatte ! Jeg er meget glad og stolt over at have modtaget et så specielt "kort" - format 35 x 50 centimeter! Og så var der det "Danskvandsdiplom". Ja, jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvordan det opstod, men som jeg har fortalt i artiklen Per og Marie, havde vi altid en mindre købmandsforretning med, når vi kørte til Norge, deriblandt også en flaske snaps, som Per fik, så jeg vidste, at det var en velkommen og påskønnet gave blandt nordmænd! Vi blev altid meget venligt og hjerteligt modtaget af radioamatørerne i Saltdalsområdet, og vi besøgte flere gange NRRL's afdelinger i Fauske og Bodø, hvor man arrangerede et særligt møde til ære for os. NRRL er EDRs norske søsterorganisation. Et år vi kørte nordpå, hørte vi på radioen en QSO mellem to norske amatører, der snakkede om, at "nu måtte danskerne da også snart være på vej nordover", og kunne på deres samtale forstå, at det var os, de mente. Det nævnte jeg på et møde i Bodø afdelingen nogle dage senere, hvor jeg blandt andet også traf nogle af de amatører, som jeg i de forgangne dage havde talt med på radioen, at jeg - mens vi kørte nede i Nord Trøndelag - havde hørt, at man næsten sad og ventede på os, og fik det svar, at der gjorde man skam også, der var nærmest var opstået en lille venskabelig test om, hvem af de nordnorske amatører, der "først fik fat på danskerne" på radioen. Dette overraskede og smigrede mig jo en del, hvortil jeg svarede, at så burde den første jo næsten have et diplom i stedet for "bare" et almindeligt QSL-kort. Det syntes nordmændene var en fin ide, men vi anså vist alle det som en joke og talte ikke mere om det. Men de - og jeg - havde jo fået sat et eller andet i gang, så inden jeg forlod Nordnorge igen, lod jeg "sive" blandt radioamatørerne, at den, der først fik fat i mig på radioen det efterfølgende år, ville få tildelt et diplom, men talte intet om "et bilag", den ide fik jeg nemlig først efter, at jeg var kommet hjem til Danmark. Der blev ikke skrevet diplomregler eller andet ned, det hele var jo nærmest min private joke, og der var et helt år til næste ferietur, så jeg tænkte, at jeg fandt nok på noget. Det gjorde jeg så, idet jeg "opfandt" nedenstående Danskvandsdiplom:

Jeg brugte næsten samme model som til mit almindelige lille ferie-QSL-kort, men dette blev fotokopieret i format A4 på kraftigt karton, farvelagt med Caran d'Ache-blyanter og derefter "lamineret" i en plasticlomme. Ovenstående scannede eksemplar er farvelagt i et billedbehandlingsprogram.

Jeg tror nok, at nordmændene næste år mere eller mindre havde glemt alt om det lovede diplom, for overraskelsen var i hvert fald stor og begejstringen ikke mindre, da jeg ved den årlige sammenkomst i Bodø afdelingen uddelte diplomet "med bilag", en flaske "dansk vand" - d.v.s. en hel flaske Rød Ålborg - til den første norske amatør, jeg havde talt med det år efter, jeg var kommet til Salten. Den Røde Ålborg vakte i hvert fald lykke, men jeg sagde, at den blot var ment som en lille tak til en "heldig" radioamatør fra Saltdalsområdet, som jeg i den aktuelle situation opfattede som en repræsentant for alle amatører i området, hvor vi altid mødte stor gæstfrihed, om vedkommende ville dele "det danske vand" med andre, var op til ham selv! Jeg kan ikke huske, om der blev taget hul på flasken den aften, men jeg tror det ikke. De efterfølgende år blev seancen gentaget, og rygterne gik jo i det norske radioamatørmiljø, så jeg indførte - hårdt og selvbestaltet - den regel, at "Danskvandsdiplom med bilag" kun blev uddelt til "den første", såfremt vedkommende mødte op på det møde, som Bodø-amatørerne arrangerede for os, hvis ikke, så fik nr. 2 det - o.s.v. Et år kom der en radioamatør helt fra Narvik for at hente sit diplom. Der er ca. 300 km fra Narvik til Bodø, og han skulle endda med færge fra Skarberget til Bognes (ca. 1 time) undervejs. Det skal dog tilføjes, at han havde ærinde i Bodø "alligevel", da noget af hans familie boede der. Et andet år kom en ældre amatør fra Hemnesberget. Hemnesberget ligger lidt sydvest for Mo i Rana, hvorfra der er godt 200 km til Bodø op over Saltfjell, Polarcirkel m.v. Et år spurgte en norsk radioamatør i Sydnorge (Gardermoen), om det var rigtigt, at jeg uddelte et sådant Danskvandsdiplom til den første norske amatør, jeg fik kontakt med efter, at jeg var kommet på norsk territorium, Det kunne jeg jo kun bekræfte og sagde, at han faktisk var den første, men da han hørte min regel om, at det skulle hentes i Bodø afdelingen, afstod han fra at modtage det! Jeg har uddelt ca. 10 "Danskvandsdiplomer", og der blev altid disket op med norske specialiteter og lækkerier i Bodø afdelingen, når overrækkelsen skulle finde sted. Lefser (en slags pandekager), vafler, rømme (sur fløde), gedeost, multebær og blåbærsyltetøj, store, friskfangede, nordatlantiske rejer, hjemmebag m.m.m. På nedenstående billede er man kommet til rejerne:

LA3GF Roald (tv) viser sit Danskvandsdiplom til LA8QCA Birger. Flasken - ved jeg - står gemt under bordet - - og rejerne er friske og STORE !

Der var hjerterum og plads til alle i afdelingen - også til Beauty:

Beauty var LA3GFs hund, og den var supergod til at finde ryper på fjeldet, men et stykke hjemmebagt kage serveret af LA8QCA var nu heller ikke at foragte.

Det var altid hyggeligt og underholdende at besøge Bodø afdelingen, uddeling af Danskvandsdiplom eller ej, og der blev talt og diskuteret mange ting lige fra hvalfangst til den sidste nye model af HF-station. Jeg traf mange flinke og hyggelige mennesker, der kunne fortælle om spændende oplevelser rundt om i verden, lige fra møde med en sulten isbjørn på Svaldbard, til indbrud i og brug af en relæstation for morsning af SOS-signaler, da alt andet håb syntes ude. Den historie endte lykkeligt, idet den forulykkedes SOS blev hørt langt nede i Sydnorge, hvorefter man sendte en redningsaktion af sted, så vedkommende blev i stand til at fortælle mig om sin lidt for spændende oplevelse! Der var også noget med to "små, søde" moderløse isbjørneunger, der blev fodret i kokkens køkken på Bjørnøya, indtil de en dag havde væltet sig i latrinen, inden de kom på besøg - - - så fik de vistnok maden serveret udendørs, indtil de blev så store, at man måtte bede en zoologisk have nede i Europa om at overtage den videre forplejning! Tak for mange, mange hyggelige timer "North of the Artic Circle" - måske hænger der endnu et enkelt Danskvandsdiplom et eller andet sted - men vandet - det er sikkert forlængst "fordampet" ! Vy 73/88 de OZ1CRY, Ellen-Sofie

Retur til oplevelser

Har du lyst til at kommentere ovenstående, så send mig en mail her