|
Lillian Just havde
i sine meget unge dage været gift med en noget ældre
mand, der arbejdede for ØK i det daværende Siam, hvor
hun således boede i en kortere årrække.
Ægteskabet med denne mand gik imidlertid ikke, hvorefter hun
blev gift med en fransk læge, der døde forholdsvis ung.
Efter sin hjemkomst til Danmark blev hun derefter gift med Hans Just,
som hun blev skilt fra ca. 1970.
I forbindelse med
skilsmissen skulle hun flytte til en noget mindre bolig end den store
hovedbygning på "Prøvelyst", og hun bad derfor
min far om hjælp til sortering, kassering og udsmidning af
diverse indbo m.m.
Min far holdt
meget af fru Just og var ked af, at han ikke mere skulle arbejde
på "Prøvelyst", men gjorde naturligvis som han
blev bedt om: hjalp Lillian Just med oprydning/udsmidning m.v. i
forbindelse med hendes flytning.
Hun havde fra sin
tid i Siam bl.a. en del orientalske møbler. Jeg har
besøgt den store hovedbygning ved flere lejligheder og huske
store, mørke, flotte skabe, kommoder og skærme - en
slags rum-delere - med flotte orientalske ornamenter, indlagt
elfenben og perlemor m.m, men der var naturligvis også
almindelige "herskabsmøbler" i hjemmet.
Min far har
fortalt, at de gik gennem de mange stuer/værelser, mens fru
Just udpegede mange af sine fine ting og sagde: "Poulsen, det
skal smides!" Far gav udtryk for, at han syntes, det var synd at
smide alle de dejlige, gamle ting ud, men nej, fru Just holdt på
sit: "Poulsen, det skal smides!" Hun var barn af tiden fra
før første verdenskrig (så vidt jeg husker
født 1898), og havde et meget elegant og korrekt sprog, jeg
talte med hende ved flere lejligheder, når jeg besøgte
mine forældre. I dag ville hendes sprog virke "fint og
gammeldags", men jeg kan næsten stadig høre hendes:
"Poulsen, det skal smiDes!" - med meget tydeligt D i "smides".
Under gennemgangen
af huset, hvor der blev udpeget flere af de gamle orientalske
møbler, store spejle o.s.v. o.s.v., spurgte min far, hvor alt
det, der skulle "smides", skulle transporteres hen.
"Ned i
mosen!" svarede fru Just.
Min far blev noget
forundret, han havde nok ventet, at det skulle opmagasineres et eller
andet sted med evt. senere salg for øje. Men, nej! Det skulle
køres i mosen.
Mosen lå
langt nede på en mark, der tilhørte en anden
landejendom, Stenagergård, der også lå i Karlebo.
Denne ejendom købte hr. og fru Justs søn, Hans Just jr.
i forbindelse med sit ægteskab med ingeniør Islefs
datter Anette, der har været/er en
"fremtrædende" fremskridtskvinde.
Flere år
senere fandt jeg ud af, at min på tidspunktet for
"smidningen" tilkommende (jeg kendte ham ikke dengang), men
nu forhenværende mand Knud Pinds far, der også hed Knud
Pind, ejede ejendommen Stenagergård, inden Hans Just jr.
købte den. Altså var det min "uden-at-vide-det-tilkommende-svigerfar",
som min far havde haft "smådiskussioner" med om,
hvordan man skulle dyrke den ene eller anden mark på den gamle
Pind'ske ejendom. Min far overtog nemlig driften af den unge Hans
Justs landejendom, medens han uddannede sig til landmand, og min far
var vant til den "fede lollandske jord", og det gik ikke
altid at dyrke den Karlebo'ske jord på samme måde! Min
far havde bl.a. under disse "smådiskussioner"
fået at vide af "den gamle Pind", at mosen nede
bagved var bundløs!
Nå - men
tilbage til kassering og udsmidning m.v. af fru Justs indbo.
Der var
selvfølgelig mange forskellige ting i skabe og skuffer i de
møbler, der skulle "smides", og alle disse ting
sorterede fru Just også. En bunke "Der skulle meD!"
og en bunke "Der skulle smiDes!"
Jeg markerer de
tydelige "D'er", fordi min far var en rigtig "gammel
lollænder", og han udtalte ikke "D'er" - og slet
ikke som en nordsjællænder fra Kokkedal - jeg kan stadig
høre hans forsøg på "tydelige D'er",
når han fortalte den triste historie om alle fru Justs fine
ting, der endte i den bundløse mose.
Min far
protesterede nok lidt over, at alt bare skulle smides i mosen, men
fru Just holdt på sit.
Far var af
"den gamle skole", født og opvokset før
første verdenskrig i et af landarbejderhusene under godset
Halsted Kloster på Lolland, hvor man lærte at
"stå med huen i hånden og bukke", når
greven kørte forbi, var altså opdraget til at være
respektfuld og autoritetstro over for dem, der var "finere"
end én selv. Han har nok - selvom fru Just overhovedet ikke
var nogen "fin, snobbet" dame, men sød og venlig,
haft en dyb respekt for hendes - "herskabets" - ord, og har
derfor ikke yderligere diskuteret med hende om udsmidningen af alle
hendes fine, gamle ting.
Et enkelt pip
eller to er han nu nok alligevel kommet med, for fru Just havde under
gennemgangen af huset sagt til ham, at hvis der var nogle af tingene
"Poulsen eller Ella kan anvende", så måtte han
tage dem. Hun var på efternavn og "Des" med min far,
men på fornavn med min mor, men det var man jo dengang omkring
1970, i dag bliver man næsten "helt forkert", hvis
nogen siger "De" til én.
Så min far
kørte flere vognlæs fulde af møbler og andet
inventar, tøj m.v. til den afsides liggende mose og
"druknede" det hele deri.
Det ligger der
garanteret stadig, og vil måske engang om flere tusind år
sætte grå hår i hovedet på arkæologer
eller andre, der finder rester af orientalske ting på "en
simpel mark" i Nordsjælland, men nogle af tingene endte
altså også hjemme hos mine forældre, fru Just havde
jo givet far lov at tage "hvad han kunne bruge".
Nu var det jo
begrænset, hvad der kunne hjembringes til det lille hjem, som
mine forældre havde, men jeg husker bl.a. et meget stort, flot
spejl med en meget speciel ramme i mørkt træ, det var
så bredt, at to mennesker kunne spejle sig i det samtidigt, og
så højt at far desværre måtte tage
"løvefødderne" af det, for at det kunne
stå i deres soveværelse.
Far og mor fik
også plads til et stort to-fløjet skærmbræt,
der blev anvendt til opdeling af et lidt større værelse
i en tilbygning til det lille hvide hus. Spejlet og
skærmbrættet ved jeg ikke hvor er i dag, muligvis
kasseret af mine forældre, da de nogle år senere flyttede
i lejlighed.
Far fik også
et gammelt engelsk standur, som jeg senere arvede. Det kunne
desværre ikke gå, og jeg havde - på det tidspunkt -
ikke råd til at få sat det i stand. Jeg solgte det for
flere år siden på en Bruun-Rasmussen auktion og fik
"lidt" for det - også efter salær!
De fik ligeledes
en del gamle, engelske fajance tallerkener, dybe og flade, i
frokoststørrelse. De sidste otte, 3 flade og 5 dybe, der
overlevede brugen hos mine forældre, står i dag hos mig,
og de flade bliver brugt næsten dagligt. Min far slog
desværre en del af dem i stykker efter, han blev alene (min mor
døde i 1976, min far i 1988), idet han i de sidste år af
sit liv, hvor han stadig boede i egen lejlighed, kun kunne gå
og stå ved hjælp af to krykkestokke på grund af
meget dårlige hofter. Det var således noget
besværligt for ham at dække bord, vaske op o.s.v., og der
røg ofte en tallerken på gulvet sommetider med
frokost-spejlæg og det hele, fordi han VILLE dække bord
og spise frokost "som vi plejede, da mor levede", og han
ønskede ikke hjælp udefra.
Jeg har også
arvet en samling farverige ordens-bånd - 15-20 stykker - de
brede, kraftige silkebånd, som bl.a. kongelige bærer
tværs over brystet ved særlige lejligheder med f.eks. en
orden eller andet nederst. Der er mange forskellige farver,
grønne, røde, blå, hvide og nogle med en stribe i
en anden farve i kanten. De fleste har en roset af stoffet nederst,
dér hvor båndet er "syet sammen", og hvor
f.eks. en orden skal hænge.
Disse bånd
skulle efter sigende stamme fra Siam, hvor fru Just jo tilbragte en
del af sin ungdom. Hvem, der har haft ret til at bære dem, ved
jeg ikke.
Jeg har også
nogle mærkelige store "sikkerhedsnåle" med
"små ordensbånd" på - det såkaldte
"sildesalat", hvor den længste er ca. 15 cm. lang.
Farverne fra de brede ordensbånd går igen på flere
af disse "sildesalat-sikkerhedsnåle".
Min far havde
også fået en enkelt "rigtig orden". Dengang jeg
arvede den, var jeg nok lidt mere "dum" - eller
"modig" - end i dag. Jeg syntes det vedhængende kors
med de fine filigran-snore omkring var pænt, så jeg
hægtede det af båndet og bar det ved enkelte lejligheder
som vedhæng i en guldhalskæde, indtil der en dag var en
"venlig sjæl" - en flink og venlig mandlig kollega
for resten - der diskret spurgte mig, om jeg havde ret til at gå
med "den dér på dén måde!" Jeg
har ikke "misbrugt" ordenen siden, jeg vidste jo faktisk
godt, at det ikke var korrekt, at anvende den på den måde! |
|
Hvem der har
fjernet midterstykket (det blå med ædelsten), ved jeg
ikke, men jeg har stadig den "falske orden".
Far fik også
nogle "elefantsmykker", som han kaldte dem. Det var nogle
underlige tin-farvede plader - ca. 2 x 2 cm - med mærkelige
(siamesiske?) tegn på, de var hæftet sammen med små
metalringe til en slags "tæppe". De kunne godt minde
om noget af den udsmykning, man sommetider ser elefanter med ned over
snablen, men jeg ved ikke om det faktisk var "elefant-smykker".
De ligger i dag et eller andet sted på mit loft sammen med
bl.a. ordensbåndene m.m.
Min bror arvede en
gammel petroleumslampe samt nogle meget, tunge firkantede
glaskarafler med træ-låg. Der skulle efter sigende havde
været en bakke til disse karafler, der kunne låses,
så man ikke kunne skænke af karaflerne, medmindre man
havde nøglen. Sikkert en foranstaltning for at butleren eller
andre ikke skulle tage et nip af den fine portvin eller andet, der
blev opbevaret i karaflerne! Denne bakke findes desværre ikke
mere. Min bror fik også et lille, fint læderskrin, der
muligvis har været anvendt til opbevaring af cigaretter. I en
skotøjsæske lå en masse meget gamle breve, men dem
havde musene desværre hygget sig med, så de var umulige
af rekonstruere.
Fru Just smed
også en del tøj ud, bl.a. fine selskabskjoler,
overtøj, dragter m.m., noget af det var garanteret fra
før anden verdenskrig. Noget af dette tøj tog min far
også med hjem, og jeg blev tilbudt noget af det til evt.
omsyning. Jeg var rimelig "fattig" dengang i 1970, men det
meste var jo temmeligt gammeldags, og selvom det blev sprættet
op til evt. omsyning, så var det temmeligt uanvendeligt alene
på grund af stoffet.
Det var jo ikke
hver dag, at en almindelig kontordame havde brug for kjoler af
elegant og fint selskabskjole-stof, men jeg fik mig dog et par mere
almindelige kjoler ud af noget af det. Jeg syede også en gammel
og visse steder noget slidt minkpels om til en minkjakke. Det var
dengang i 70'erne, hvor det igen var blevet moderne med pelskraver,
sølvræve m.m., og det lykkedes mig - selvom det var
noget af en udfordring - at fremstille en brun minkjakke af den gamle
slidte pels. Ærmerne var dog så medtagne, at jeg blev
nødt til at indkøbe brunt frakkestof i samme farve som
pelsen til ærmerne.
Den BLEV faktisk
"temmelig smart" - - dengang!
I nogle af
skufferne i et meget stort skuffemøbel lå en del meget
store, gamle bøger. "Poulsen, de skal smiDes, det er
regnskabs-bøger fra mine forældres tid!"
Det var nu ikke
bare regnskabsbøger alt sammen, men bl.a. også en bibel
fra 1847, der havde tilhørt den barnepige, som fru Just havde
haft engang først i forrige århundrede. Denne bibel
står i dag i min bogreol. På titelbladet står med
fin, gammeldags håndskrift "Frøken M. Nielsen til
venlig Erindring. P. Friis, 30. september 1914". Hvem P. Friis
var vides ikke, men frk. M. Nielsen - der blev ved med at være
frøken hele livet - har tilsyneladende fået den
forærende ved en eller anden lejlighed. Frk. M. Nielsen kom
indtil sin død først/midt i 60'erne, hvor hun var
blevet en meget gammel dame, stadig og besøgte "sit
barn" (fru Just) på "Prøvelyst". Biblen
indeholder en hel del silkepapirs-beskyttede sort-hvide tegninger,
det fremgår desværre ikke, hvem der har tegnet dem, men
stregen ligner Gustave Dorés.
Der var også
en del "skrifter" på siamesisk, som jo er
ulæseligt for de fleste danskere, men min far har sikkert
fundet dem spændende. Sammen med disse siamesiske skrifter
lå noget tekst på engelsk, der fortalte om et
søslag øst for Siam (Thailand) i 1890, det var dengang
i sejlskibenes tid!
Ved en
forespørgsel på den thailandske ambassade er det blevet
oplyst, at den engelske tekst er en oversættelse af en del af
den siamesiske tekst samt, at den siamesiske tekst tilsyneladende
også indeholder en beskrivelse af (nogle) af de personer, der
deltog i søslaget. Disse skrifter befinder sig hos min bror.
Men det var ikke
bare en gammel bibel, gamle regnskabsbøger og skrifter på
siamesisk, der lå i skufferne. Der lå også en
stor, gammel, tyk, håndskrevet bog indbundet i læder og
med en del meget flotte, farvelagte illustrationer i. Jeg vil tro den
var på et par hundrede sider, den var i hvert fald ca. 5 cm tyk.
Teksten var som
sagt håndskrevet med gammel gotisk skrift, og nogle af
tegninger var "frække", andre forestillede "noget
med krig". Bogen blev tit hevet frem, når enten min bror
eller jeg var på besøg, og vi fik genfortalt den triste
historie om alle fru Justs fine ting, der "skulle smiDes",
mens vi i fællesskab forsøgte at tyde de
håndskrevne, gotiske bogstaver - JEG lærte det aldrig!!
Men min far, der
var en meget nysgerrig sjæl, satte sig for, at han VILLE
læse den bog. Det blev dog ikke til noget i det første
6-8 år efter, at han havde fået den, han gik først
rigtig i gang med den efter, at min mor var død i 1976.
Det må have
været et slid for "min gamle far" i en alder af ca.
75 år at lære at læse gotisk håndskrift, men
det gjorde han altså, og han fandt undervejs ud af, at bogen
vist var "noget særligt" samt, at den mand, der havde
skrevet den stammede fra Sverige.
Om det var min
fars svenske aner (hans mor var svensk "fremmedarbejder",
indvandret til Danmark i 1883) eller, om det var fordi han virkelig
fornemmede, at bogen var "noget særligt", ved jeg
ikke, men han besluttede i hvert fald først på året
1982 - da var han næsten 80 år - at den bog skulle
hverken jeg eller min bror arve, den skulle tilbage, hvor den kom fra
- altså "hjem til Sverige".
Hvordan greb en
"simpel" gammel bonde fra Lolland så det an?
Jo, han henvendte
sig til den svenske ambassade med bogen under armen. Han ville gerne
tale med ambassadøren! Nå - det var jo ikke sådan
bare lige at komme ind til ham, så han blev - efter hvad han
selv fortalte - sluset ind gennem en
"bombedetektor-indgang", hvor han, som han sagde
"næsten måtte smide bukserne" - i hvert fald
livremmen - fordi spændet fik detektoren til at bippe!
Jeg husker ikke
mere hvilken "rang" den herre havde, som min far kom til at
tale med i første omgang, men han virkede ikke særlig
interesseret i den gamle håndskrevne bog, men tog nogle
fotokopier og sendte far hjem igen med bogen under armen.
Men nogen på
ambassaden må have undersøgt, hvad det var for noget
underligt noget en "dansk trädgårdsmästare"
havde præsenteret dem for. Måske havde nogle på
ambassaden forstand på de dele eller, man har måske
spurgt på det Kungliga Biblioteket hjemme i Stockholm. For
pludselig skete der ting.
Far, der dengang
boede i Slagelse, fik pludselig besøg af en herre fra
ambassaden, der meget gerne ville have bogen udleveret, så den
kunne komme bag lås og slå, men det ville far ikke. Han
var blevet "fornærmet" over, at han i første
omgang var blevet afvist, og havde følt sig mindre godt
behandlet ved sit besøg på ambassaden.
Efter en del
"forhandling", hvor min fars holdning var den, at bogen
SKULLE tilbage til Sverige, blev det aftalt, at far sammen med en
ambassadefunktionær skulle rejse til Sverige, så han selv
kunne aflevere bogen på Det Kungliga Biblioteket i Stockholm.
Og sådan
blev det.
Ambassaden betalte
togbillet, hotelophold og fortæring på et "fint
hotel lige ved kongeslottet" og sørgede for taxa m.m.
frem og tilbage til Kungliga Biblioteket.
Turen til
Stockholm forgik først i maj måned 1982 og varede et par dage.
I dagens aviser
dengang stod bl.a. nedenstående artikler. |
