|
Jeg hedder
Gråmis - eller Gråmmer - eller Grådyr - eller
Gråmse - eller hvad mor nu kan finde på at kalde mig -
jeg ved, det er mig hun mener, uanset hvilket navn hun bruger !
Jeg blev
født nede i stakladen den 3. maj 1997. Jeg tror nok, at mor
var lidt utilfreds med, at Missemor sådan havde været
løs på tråden, for hun vidste ikke rigtigt, om hun
ville have flere misser. Hun havde jo Pussi og Missemor, og så
havde hun haft en hel masse, der alle sammen var blevet kørt
over eller var blevet væk i løbet af de første
år, hun og far boede her.
Der var Panterbarnet,
Gråstribe-mis, Stefan og Stella, de to sidste forsvandt bare,
Gråstribe-mis blev kørt over af en mand fra
København, der besøgte os engang, og Panterbarnet blev
kørt over af en stor traktor med roevogne bagefter.
Det var mor meget
ked af det, for Panterbarnet var en meget flot sort mis, men manden,
der kørte ham over, blev også ked af det, men han kunne
altså ikke gøre for det, for Panterbarnet løb
lige ud foran traktoren!
Mor havde
også en anden helt sort drenge-mis, der hed Panteren. Den var
meget stor og flot, og den passede de fire misse-unger: Panterbarnet,
Gråstribe-mis, Stella og Stefan, for deres mor, som blev kaldt
Missemor-oppe-fra-gården, for hun havde bare lagt sine misse-unger
nede i stakladen ved siden af alt brændet, da de var ca. 2-3
måneder. En dag var Missemor-oppe-fra-gården her ikke
mere, men så kom Panteren, en stor sort hankat, og han passede
de fire misse-unger, som om han var deres missemor.
Han kom ned til
køkkendøren med dem, når mor havde sat mad ud,
men spiste ikke noget selv, før alle fire misse-unger var
færdige! Der var også engang, hvor far havde parkeret
bilen lige foran køkkendøren, fordi der var kommet en
hel masse brænde ovre i garagen, og det var ikke stablet
på plads endnu. Så kom Panteren med de fire misse-unger
og skulle have mad, men den ene misse-unge ville meget hellere lege
med udstødningsrøret på bilen, for det var
så spændende med det sorte hul, men så sagde
Panteren en underlig lyd og straks var misse-ungen henne ved
madskålen og spiste. Mor grinede lidt, men hun er sikker
på, at Panteren skældte ud og sagde: "Kan du så
komme hen og spise din mad!"
Kort tid efter at
de fire misse-unger og Panteren var blevet væk, var der igen en
eller anden missemor, der havde afleveret misse-unger i stakladen.
Denne gang var det to kulsorte fuldstændig ens misse-unger. Mor
kunne ikke engang kende forskel på dem, når hun så
deres ansigt. De var meget bange og ville slet ikke snakkes med, men
ville gerne have mad og bo i stakladen, og det fik de så lov
til, men hver gang mor eller far prøvede at komme til at
snakke med dem, gemte de sig bag alt brændet, derfor
døbte far dem Angst og Bange.
Angst og Bange
blev også kørt over, mor ved ikke, hvem der blev
kørt over først, for de var jo ikke til at se forskel
på, men den ene lå bare en dag i rabatten og var
død, og den anden kom en dame ind og fortalte, at hun
desværre var kommet til at køre over. Hun var meget
ulykkelig og var lige ved at græde, så det var lige
før, at mor måtte trøste hende.
Den næste
mis, som far og mor mistede, inden jeg kom til verden sammen med mine
to søskende, var Larsen.
Det var faktisk
vores genbos kat, men så begyndte genboen med byggerod. De
skulle bygge en fin ny garage, og det gad Larsen altså ikke,
så han flyttede over til os. Mor sagde til genboen, at hendes
mis var ovre hos os, men det gjorde ikke noget, sagde hun.
Mor gik og
snakkede meget med Larsen, og han svarede altid, når hun sagde
noget til ham, men så begyndte han pludselig at blive tykkere
og tykkere. Genboen havde sagt, at han var en kasteret hankat, men
han så forkert ud bagi syntes mor, der ikke var helt sikker
på, om han var en dreng eller pige. Det var - fandt mor senere
ud af - fordi den dyrlæge, der havde kasteret ham, ikke havde
ladet de to små skindposer blive siddende på Larsens
numse - sådan som de gør hos mig og min broder - og
så var det svært at se, at om han var en dreng eller
pige. Mor spurgte genboen, om hun var sikker på, at han var en
hankat. Det var hun. Hmm! Mor tænkte jo lidt over det, for
Larsen blev som sagt tykkere og tykkere, så han lignede en
gravid mis.
Så en dag,
da mor lukker køkkendøren op, ser hun, at Larsen ligger
midt i indkørslen og kigger så underligt på hende.
"Jamen Larsen dog, ligger du der?", siger hun og går
hen til ham, og så ser hun, at han var helt levende bagi, der
var en masse orm eller maddiker, der kravlede ud af ham.
Mor blev
altså meget ulykkelig, og i dag er hun stadig ked af, at hun
ikke vidste, at han blev tykkere og tykkere, fordi han havde orm, for
så havde hun købt noget medicin til ham, men det fandt
hun først ud af bagefter, da hun købte nogle
bøger om misser og begyndte at læse om, hvad misser kan fejle.
Da Larsen så
mor, mjavede han ligeså stille, og så meget ulykkelig ud.
Mor skyndte sig ind til far og sagde, at de blev nødt til at
ringe til en mand, de kendte, der var havde forstand på misser.
Manden kom og kiggede på Larsen, men så sagde han, at det
var synd for Larsen, og at han var så syg, at det kunne der
ikke gøres noget ved, og så sørgede manden for,
at stakkels, søde, gamle Larsen blev aflivet på en human måde!
Det var mor og far
selvfølgelig glade for - altså ikke at Larsen var
død, men at han nu ikke skulle lide mere, men de har så
tit snakket om, at det var synd, at de ikke havde købt
bøger om misser noget før, for så havde Larsen
måske været levende i dag, selvom genboen sagde, at han
allerede dengang i 1996, da han døde, var en gammel mis.
Så far og
mor havde tit været kede af det, fordi deres misser døde
eller blev væk, så de vidste ikke rigtigt, hvad de ville
gøre ved Missemors misse-unger - altså mig og mine to
søskende, og jeg tror faktisk, at mor var lige ved at
tænke, at vi skulle aflives, men det blev vi heldigvis ikke, og
det er vi - men vist allermest mor - meget, meget glade for, for jeg
er hendes allerbedste Gråmse-mis, siger hun, og jeg elsker
også hende højt.
Da Missemor skulle
have os, begyndte hun at vandre hvileløs rundt ind og ud af
køkkenet og vidste ikke rigtig, hvor hun ville være. Det
lagde mor mærke til, så hun tog en stor papkasse med en
masse tæpper og gamle lagner og satte den ned i stakladen og
lukkede Missemor inde dernede, for så vidste hun, hvor Missemor
var. Far og mor skulle nemlig til fødselsdag hos en mand nede
i Kragenæs, og mor ville være sikker på, at hun
vidste, hvor Missemor fik sine misse-unger. Lige inden de
kørte, gik mor ned med mad og vand, og da havde Missemor
allerede fået mig, jeg lå fin, varm, blød og
renvasket i kassen, og Missemor var ved at få Bølle-pige,
min søster. Den ene af hendes små hvide poter stak
allerede ud af Missemor.
Hvis mor havde
tænkt på, at vi skulle aflives, så var den tanke i
hvert fald fuldstændig væk, da hun tog mig op, og jeg
miwede ligeså stille og krattede hende en lille bitte smule med
mine små skarpe kløer, og så lignede jeg jo Gamle
Gråmis - Hvæseren, og ham
havde mor holdt meget af.
I dag er jeg mors
yndlingsmis - tror jeg nok - og jeg vil helst vide, hvor hun er.
Sommetider sidder hun bare og skriver på den dumme computer,
så hun næsten helt glemmer mig, men jeg gider altså
ikke tisse på et snavset misse-toilet, som nogle af de andre
lige har brugt, så hvis mor ikke lige har lagt mærke til,
at nu trænger misse-toilettet til at renses, så henter
jeg hende inde ved computeren. Jeg mjaver bare til hun ikke kan holde
ud at høre på mig mere, og hvis det ikke hjælper,
så sætter jeg kløerne i hendes lår - ikke
sådan rigtigt hårdt, men bare en lille smule.
Så
lægger hun nemlig mærke til mig og følger efter
mig ud til misse-toilettet, og jeg så viser jeg hende, at det
er snavset, og så renser hun det lige med det samme. Det samme
gør jeg, hvis min madskål er tom, fordi de andre har
spist det alt sammen, og så får jeg Gråmisse-mad -
mums - eller måske rå fladfisk, som mor piller benene ud
af, det er sager, navnlig hvis jeg kan få lov til at få
rognen eller mælken fra fisken for mig selv, men Missemor og
nogle af de andre kommer også rendende, når de
hører, at mor begynder at ordne fisken, og hun siger, at vi
skal dele pænt, selvom jeg ved, at jeg næsten altid
får det største stykke rogn!
Mor siger, at jeg
er en meget følsom mis, men jeg tror også nok, at jeg er
lidt det, hun kalder en Russian Blue, jeg ved ikke rigtigt, om det er
finere end bare at være mig, men det er også lige meget,
men sådan nogle misser skulle være meget følsomme
har mor læst!
Men det vigtigste
er, at mor elsker mig, uanset om jeg er fin eller ej. Hun siger
sommetider, at jeg er en sølvpote-mis, det er mest, når
jeg ligger på hendes skød, når hun sidder i
lænestolen og ser fjernsyn eller læser. Det kan ellers
sommetider være svært at få plads, for Missemor
eller Merle
vil også være der, så mor næsten hverken kan
læse eller se fjernsyn, men jeg kan tydeligt mærke, hvis
hun er ved at blive sur over, at vi ligger så mange hos hende,
og så hopper jeg over i Moster-sofaen eller ned i min misseseng.
For nogle år
siden, da mor havde meget ondt i sit ene bagben, hun havde fået
noget hun kaldte iskias, da føltes hun også helt
forkert. Sommetider gik hun bare fra køkkenet ind igennem
stuen, ud i mellemgangen og gennem badeværelset og ud til den
gule gang, der fører ind til fars kontor, derfra vandrede hun
helt ind på sit eget kontor, men hun satte sig ikke ved
computeren, men vandrede tilbage igen, mens hun hele tiden
føltes helt forkert, jeg kunne tydelig mærke, at hun
havde det dårligt, og det kunne jeg altså ikke lide,
så jeg gik med hende frem og tilbage og mjavede for at
fortælle, at jeg var så ked af, at hun havde det
dårligt, og jeg er sikker på, at hun forstod hvad jeg sagde.
Mor forstod mig
nemlig også dengang, jeg havde meget ondt i maven, jeg skulle
tisse hele tiden, men kunne slet ikke. Så ringede mor til
dyrlæge Kurt, der sagde, at vi skulle komme ud til ham med det
samme, men jeg havde så ondt i maven, at jeg græd hele
vejen derud, men heldigvis kunne Kurt hjælpe mig. Han sagde, at
jeg nok havde nyresten, og så satte en lillebitte plasticslange
op i min tissemand.
Ja, altså,
jeg kan ikke rigtig huske det, for jeg sov, mens han gjorde det, men
bagefter, da vi kom hjem, var det rigtig væmmeligt med den
dumme plasticslange, der var syet fast til min numse. Jeg
prøvede flere gange selv at bide den væk, men Kurt havde
fortalt mor, hvad hun skulle gøre, for at få den
væk. Hun prøvede også et par gange, men det gjorde
altså rigtig ondt, så jeg blev sur og rev hende på
hånden, men så kom far og holdt mig fast i et stor
håndklæde, mens mor klippede trådene over og trak
plasticslange ud, åhh, hvor var det dejligt bagefter. Og
så havde Kurt også sagt, at jeg skulle have noget
specielt misse-mad, så jeg ikke fik ondt i maven mere, og det
får jeg så, det vil sige, det gør alle de andre
også, men så får de jo heldigvis heller ikke ondt i maven.
Dyrlæge Kurt
kommer en gang om året og hilser på os alle sammen, og
han sagde sidste gang han var her, at vi alle sammen er nogle meget
fine velplejede misser, men at jeg ligner en rigtig sabelkat med de
lange hjørnetænder jeg har. Jeg bryder mig altså
ikke så meget om fremmede mennesker, og hvis der kommer
gæster, plejer jeg gerne at løbe ind på mors
kontor og lægge mig på hendes stol, men Kurt VIL hilse
på mig og rode mig i ørerne og kigge på mine
tænder, men han er nu meget flink alligevel, for han hjalp mig
jo, da jeg havde så ondt i maven. Og nu er mor begyndt at kalde
mig for sin egen lille sabelmis!
Jeg elsker at bo
her på Spurvely, her er nemlig også mus, og en aften,
hvor mor ikke kunne finde mig, inden hun skulle i seng og sove, havde
jeg sat mig til at vente på, at den dumme mus, der havde gemt
sig bag alle bøgerne bag døren nede i hjørnet af
stuen, skulle komme frem. Til sidst fandt mor mig, og så
flyttede hun alle bøgerne på den nederste hylde, og
så fangede jeg bare lige musen, men jeg vil altså ikke
dele med de andre, så jeg måtte lige knurre lidt, så
de kunne forstå, at musen var min !
Spurvely er det
bedste sted i hele verden, for her er dejlig mad, mennesker, der
elsker mig og siger, jeg er et dejligt Grå-dyr og masser af
hyggelige steder at sove, og om sommeren, når det er varmt, er
det dejligt at være ude i Misselandsbyen, hvor jeg selv kan
bestemme om jeg vil ligge i græsset eller på en hylde
eller inde i et af husene, som mor har bygget, men når det
regner eller er koldt, så vil jeg altså helst være
inde hos mor.
Bløde
kærlige missehilsner fra Gråmis
© Gråmis |
3. maj 1997 
