|
For
en del år siden holdt jeg mange af mine ferier i Nordnorge
nærmere betegnet i Fauske, der ligger i bunden af den smukke
Skjerstadfjord, en forlængelse af Saltfjorden ude ved
Bodø. Der er ca. 60 km fra Fauske til Bodø og ca. 30 km
fra Fauske og til den svenske grænse (luftlinie).
Dengang
var jeg stadig aktiv radioamatør, og det var min
daværende mand også, og vi havde altid diverse
amatørradioudstyr (radioer, antenner m.m.) med på ferie,
som vi installerede på de campingpladser, vi boede på. Vi
fik efterhånden en næsten fast rute op gennem Norge, hvor
vi vidste, det var muligt, at opstillede bl.a. den mobile HF-antenne
uden at genere de andre beboere på campingpladsen.
Et
af de første år vi holdt ferie i Norge, var vi endt
på en campingplads i Midtnorge, hvorfra vi fik
kortbølgekontakt til en gammel norsk radioamatør LA2IA,
Arnold Brembo i Fauske. Han blev årsagen til, at alle vore
ferie derefter gik til Fauske. Han sluttede nemlig QSOen
(radioforbindelsen) med at sige: "I kan da lige komme forbi til
en tår kaffe!" At turen til kaffen var en lang heldagstur
på mange hundrede kilometer, gik først op for os, da vi
havde sagt jatak og skulle til at finde Fauske på kortet!
Vi
følte os imidlertid så godt tilpas dér ca. 100
km nord for Polarcirklen, at vi gentog turen i flere år, og vi
fik efterhånden en del venner, som vi besøgte, når
vi var der, bl.a. Mai-Briit og Terje (LA2OZ og LA7OY). De delte -
udover at være radioamatører - også min interesse
for geologi og "fine sten", og det er der jo masser af i Nordnorge.
Jeg
plejede at tage flintesten med som byttemateriale, for flint findes
ikke deroppe, og med en ganske almindelig flintesten kunne man bytte
sig til næsten hvad som helst.
Et
år havde jeg fundet et meget stort stykke markflint i en
jordbunke ude i Vassingerød, hvor man var ved at bygge en ny
fabrik. Flintestykket lignede, når man så den fra en
bestemt vinkel, en liggende, hvid puddelhund.
"Puddelhunden", der vejede temmelig meget, blev på
turen til Fauske anbragt inderst i bagagerummet lige over baghjulene.
Den forærede jeg til Mai-Britt og Terje, der anbragte
"hunden" fin og nyvasket og i den rigtige vinkel - så
man kunne se det var en "hund" - på fliserne foran
brændeovnen i deres stue. Jeg overdrev nok lidt, da jeg
fortalte dem om mit "besvær" med først at
transportere "hunden" fra marken ved Vassingerød til
mit hjem i Nordsjælland og derefter den lange vej til Fauske,
så Mai-Britt og Terje ville gerne forære mig noget helt
særligt til gengæld!
Terje
havde været ansat ved militæret og kendte derfor en
masse "listige steder" ude i naturen, hvor der var
spændende sten og særlige geologiske forekomster, og han
spurgte, om jeg var interesseret i at komme ud og hente granater i
fjeldet - altså ikke militærets - men en slags
ædelsten! Han viste mig nogle store eksemplarer, som han havde
hentet et "listigt sted" - som han udtrykte det -
granaterne stadig sad i klippematerialet, d.v.s. i glimmerskifer.
Ja
MON ikke jeg var!
Jamen
så var det på med "sportstøjet", for
så skulle vi til vejrs ude på en fjeldbondes mark lidt
nordøst for Fauske. Derude havde Terje fået lov at hente
alle de granater han kunne bære derfra. Der måtte ikke
medbringes transportmidler på hjul eller lignende, og der
måtte heller ikke medbringes sprængmateriale for at
få granaterne fri af fjeldet, man måtte kun bruge en hammer!
Jeg
undrede mig lidt over det med sprængmateriale, men fik
fortalt, at der var mange granater ude på den mark -
nærmest et helt bjerg - og det havde nogle tyske turister for
år tilbage opsnuset, så de var mødt op med diverse
"knaldperler", for at få så store stykker med
hjem som muligt, samt rygsække og mindre transportvogne til at
transportere det væk i, og det ville bonden altså ikke
have, men man måtte tage det, man kunne bære derfra.
Bagefter
- da jeg havde været derude - spekulerede jeg meget på,
hvordan i alverden de tyske turister havde fået transportvogne
m.m. med derud, nå - men det lød jo forjættende
med de granater, så jeg sagde selvfølgelig jatak til tilbuddet.
Terje
tog sin geologhammer og et par indkøbsposer til at
transportere byttet hjem i, og jeg iførte mig
gummistøvler, et par lange bukser og en næsten ny
vindjakke, og så kørte vi ud til marken - nåe - ja
- mark og mark, det er nok for meget sagt for, for én fra det
flade Lolland, lignede marken nærmest et bjerglandskab!
Marken
lå for enden af en "vej" (hjulspor), der endte ca.
en halv kilometer bag bondens ejendom. Der parkerede vi bilen, og
så skulle vi bare gå "et lille stykke", så
var vi ude ved granaterne.
Javel!
Til
venstre for enden af hjulsporet var der ganske vist en
græsmark, men den blev temmelig hurtigt til et mindre bjerg,
d.v.s. det var en meget stejl græsmark! Til højre for
marken var der en del bevoksning, mindre træer - ca. 2 meter
høje - og forskellige småbuske. En smal sti langs
marken, der var indhegnet med fårehegn, førte temmelig
stejlt opad.
"Vi
skal bare lige derover bagved," sagde Terje og pegede på
"bjerget" og begyndte opstigningen ad stien. Jeg fulgte
naturligvis efter. Der var granater forude!
Da
vi havde gået et par hundrede meter, tyndede bevoksningen til
højre, som vi ved begyndelsen af stien ikke kunne se ud over,
pludselig ud og blev lavere og lavere, men det bemærkede jeg
ikke i første omgang, jeg fulgte bare efter Terje, indtil det
gik op for mig, at bevoksningen "forsvandt nedad", og at
jeg pludselig befandt mig gående/stående på en
meget smal sti - ca. en halv meter bred - med et fårehegn, der
nåede mig til armhulerne på min venstre side og en stejl
næsten lodret skråning på min højre side, og
først langt, langt nede var der igen bevoksning.
Jeg
blev stiv som en støtte og stod bomstille. Terje sagde
vistnok "Kom nu," men jeg insisterede på at få
at vide, om resten af stien var ligeså. Joe, blev der svaret,
men der er "kun" 2-300 meter endnu, så kommer vi op,
hvor der er plant, og det er deroppe, der er taget hul på "granat-bjerget"!
NEJ!!
JEG GØR DET IKKE!
Jeg
var stiv af skræk!
Terje
prøvede på at overtale mig til at gå videre.
NEJ!!!
Så
foreslog han, at jeg kunne kravle over fårehegnet og gå
inde på marken og kravle tilbage igen, når vi kom op, det
måtte man ellers ikke for bonden, men når nu vi var
kommet så langt, så turde Terje godt tage ansvaret for,
at vi - det vil sige jeg - gik inde i bondens fårefold - og
fårene sladrede jo nok ikke!
Det
prøvede jeg så, men jeg kunne ikke komme over, hegnet
nåede jo til mine armhuler, og da jeg prøvede at bruge
de store firkantede trådmasker som trappetrin, vaklede hele
hegnet, og jeg kom til at se ned til højre og blev - om muligt
- endnu mere stiv af skræk!
Men
jeg KOM op til granaterne!
Tjerne
den flinke, sindige nord-nordmand kom tilbage til mig på
stien, han var høj - ca. 20-30 cm. højere end jeg, og
så stillede han sig med armene "omkring" mig, d.v.s.
han holdt fast med begge hænder i hegnet, medens jeg stod
imellem hans arme tæt op af hegnet.
"Ned
på maven og kravl UNDER!" kommanderede han ("gamle soldat"!)
Hegnet
nåede på grund af terrænet ikke helt ned til
jorden, der var vel ca. 20 cm luft forneden og tro det eller ej, det
lykkedes mig at MASE mig under hegnet og ind til fårene, der
ikke var i nærheden lige på det tidspunkt, men det havde
de været, for jeg var smurt ind i fåremøg fra
øverst til nederst, da jeg kom ud på den anden side.
Terje
gik bare videre på den "rigtige" side af hegnet,
mens jeg "legede får" - og lugtede som et - inde bag hegnet!
Vi
nåede op, vi fik banket en masse granater løs både
med og uden glimmerskifer, og vi nåede ned til bilen igen.
Terje gik på stien, jeg på marken!
Han
var godt nok ikke meget for at lade mig komme med hjem i bilen i
hvert fald ikke før, jeg havde lagt min jakke om i
bagagerummet, hvor "rovet" også blev anbragt, den var
temmelig snavset og LUGTEDE! Buskerne, der også havde fået
en noget ram lugt, bad han mig dog ikke om at smide!
Min
næsten nye jakke blev aldrig til jakke igen, det var en lys
vindjakke, lugten forsvandt ganske vist, men fåremøg - i
hvert fald det nordnorske - indeholder tilsyneladende et særligt
farvestof, der ikke kan vaskes af!
Bukserne
mistede også lugten, men blev derefter kun brugt som
havebukser, men både bukser og jakke er forlængst smidt ud! |
