|
"Spurvely"
fik sit nuværende navn i begyndelsen af '90-erne, da min mand
og jeg købte huset. Haven var fyldt med en utrolig masse
fugle, mest spurvefugle, men også duer, spætter, fasaner,
agerhøns, mejser m.m., ja, selv en havørn har vi set i
haven, et "stort læs" af en fugl - som min mand
udtrykte det - landede, det første forår vi boede her, i
det ene af vore store nu desværre afdøde elmetræer,
hvorfra den elegant hoppede ned på en træstub fra et
fældet birketræ for at nette sig. Et imponerende syn!
Inden
"Spurvely" blev til "Spurvely", var huset kendt
som "Skolelærerens Hus" eller "Pedersens Hus".
Skolelæreren
hed Eric Schmidt Andersen Kirkebye og han var den mand, vi
købte Spurvely af, og det var altså kendt som
"Skolelærerens Hus" fra 1971 og indtil vi købte
det først i 1990'erne. I en ukendt periode op til 1971 var
det kendt som "Pedersens Hus".
Jeg
har imidlertid ved at søge i gamle folketællinger
på nettet (via matr.nr.) fundet ud af følgende om de
tidligere beboere i huset.
På
folketællingslisten fra den 1. februar 1925,
der er den yngste folketælling, der er offentlig
tilgængelig, står anført, at her boede en Carl
Rundqvist, hans erhverv står opført som
"husejer", han er født den 14/3 1852 samt hans
hustru Kirstine Rundqvist født den 10/6 1861. Han er på
dette tidspunkt 72 år og hans hustru er 61 år.
På
folketællingslisten fra den 1. februar 1916 står
anført, at her boede de samme personer, altså Carl og
Kirstine Rundqvist, der står hans erhverv opført som
"landbrug", som yderligere oplysninger står, at hans
årlige indkomst var 519 kr., hans formue 3.500 kr. samt at hans
personlige skat til kommunen for 1916-17 var 8,00 kr. (Ak, ja - det
var i de "gode gamle dage"!).
På
folketællingslisten fra den 1. februar 1906
står anført, at her boede Carl og Kirstine Rundqvist her
også, hans erhverv var "landbruger", men der er ingen
oplysninger om indtægt, formue eller skat.
Derudover
boede her en Johan Rundqvist, født den 4/9 1811 i
Växsjö i Sverige, han er opført som "enke- og
aftægtsmand". Johan er sandsynligvis Carls far og var
på dette tidspunkt næsten
95 år, hvilket vel må siges at være en ret
høj alder - navnlig dengang!
På
folketællingslisten fra den 1. februar 1890
står anført, at her boede Johan Rundqvist sammen med sin
hustru Kirsten, hun var født i Stokkemarke Sogn og var 63
år på dette tidspunkt. Johans erhverv står
anført som "skomager".På den samme
folketællingsliste, men på et andet
matrikel nummer i Torrig By, fandt jeg Carl og Kirstine Rundqvist
(sønnen - ? - og hans hustru) opført som værende
hhv. 37 og 28 år samt "et barn under 1 år" med
navnet Johanne Marie Rundqvist.
På
folketællingslisten fra den 1. februar 1880
boede Johan og Kirsten Rundqvist her også, hans erhverv er
opført som "skomagermester" hendes som "husmoder".
På
den samme folketællingsliste, men på et andet
matrikel nummer i Torrig By, nemlig hos en 67-årig enke
(husmoder og gårdejerske) står Carl Rundvist opført
med 27 år, ugift tjenestekarl.
Der
findes ældre folketællingslister fra bl.a. 1860 og helt
tilbage til 1787. Jeg har gennemset dem alle, men da disse gamle
lister ikke var opført med matr.nr., men med f.eks. "et
hus", "en gård", "skolen" eller
lignende, er det umuligt for mig på denne måde, at finde
frem til beboerne på Spurvely så langt tilbage. Der er -
ved jeg - revet en del gårde/huse ned igennem årene og
selvom jeg på flere af listerne fandt stednavne på
gårde eller skoler, som jeg kender, og som stadig findes,
f.eks. den lille skole, der engang har været her på
vejen, så ved jeg ikke hvor mange huse/gårde, der er
nedrevet hhv. opført "imellem" skolen og Spurvely
siden da.
Det
kunne ellers have været sjovt, at kende beboerne næsten
helt tilbage til husets opførelse i 1750, men det har jeg
altså måtte opgive.
Jeg
har også gennemgået de gamle folketællingslister
fra 1860 for navnet "Rundqvist", men fandt ingen af det
navn, og jeg ved ikke hvornår "den gamle Rundqvist" -
ham fra 1811, der kom fra Växsjö i Sverige - er
flyttet/indvandret til Danmark, men sandsynligvis mellem årene
1860 og 1880.
Ejendommen er
opført i 1750 og var oprindelig en såkaldt
"udflyttergård" fra Baroniet Juellinge, der
tilhørte godsejer, baron Jens Krag-Juel Vind. Indtil for ca.
30-40 år siden var ejendommen på ca. 7 tønder land
(knap 40.000 m²), men i dag er grunden "heldigvis" kun
på godt 2.100 m².
Hvordan de
første beboere af huset, der var hovbønder hos baronen,
har haft det (stavnsbåndet blev ophævet 1788), vides
ikke, de skulle jo først og fremmest passe deres hoveri
arbejde hos "herremanden", inden der blev tid til dyrkning
af den jord, der på daværende tidspunkt hørte til
ejendommen, hvor meget vides ikke, men jeg prøver at finde ud
af det i gamle arkivalier!
Det var som
bekendt bl.a. brødrene Christian Ditlev og Ludvig Reventlow,
der arbejdede hårdt for at få bønderne frigjort
fra stavnsbåndet hvilket lykkedes i 1788. Christian Ditlev
ejede bl.a. de lollandske godser Christianssæde, Aalstrup,
Lungholm, Pederstrup og Skelstofte, og han var således nabo til
baron Jens Krag-Juel Vind på Baroniet Juellinge. Det er ikke
sikkert, at den gode baron har været helt tilfreds med det
naboskab, i hvert fald står der i "gamle bøger"
at læse, at baronens enke lensgrevinde, godsejer Sophia
Magdalena Krag-Juel Vind i 1780'erne var en stærk modstander af
Reventlowernes ide om stavnsbåndets ophævelse, og hun
blev af Christian Ditlev opfattet som politisk modstander. Hun var
bl.a. en af drivkræfterne bag den såkaldte
"proprietærfejde", der to år efter
stavnsbåndets ophævelse truede den regeringskreds,
hvortil bl.a. Christian Ditlev Reventlow hørte.
Nå -
måske bør jeg "spørge" bjælkerne
i vort gamle hus, om hvordan det var dengang, for de fleste er de
samme, som da huset blev bygget i 1750, de gamle "fag-numre"
I, II, III, IV o.s.v. står nemlig stadig at læse på
de fleste af de gamle egebjælker.
En nabo, der har
en del historisk viden om gamle bindingsværkshuse på
Lolland, har fortalt mig, at man skovede tømmeret i Rosningen
(en skov henne ved Vesterborg), tilhuggede og skar det til i skoven,
nummererede alle bjælker (med romertal), og derefter
transporterede det til opførelsesstedet, hvor det derefter var
let at samle, da alle bjælkerne jo var nummererede, herefter
det blot var at "klaske ler op"! Der er 54 fag, så
det har været noget af et "samlesæt".
At der er/har
været lerklinede vægge i huset, konstaterede vi under en
større istandsættelse/renovering i 1996, hvor den ene
skillevæg i vore kontorer var ved at opgive ævred, da de
mange lag gammelt tapet blev fjernet, og da man skulle isætte
nye vinduer - de gamle gav helt gratis aircondition, både
sommer og vinter - fjernede håndværkerne i det, som i dag
kaldes "det gamle køkken", flere af de gamle
soltørrede lersten omkring det gamle vindue for at få
fast grundlag for isætning af det nye. Desværre smed
håndværkerne de gamle soltørrede lersten udenfor,
hvorefter det blev regnvejr i et par dage, så jeg nåede
ikke at redde bare en enkelt af de gamle sten, som jeg ellers gerne
ville have haft som minde fra fortiden.
"Spurvely"
var som sagt i gamle dage et lille husmandssted med beboelse, lade,
stald, hønsehus m.m. Der har været "trange
kår" indtil 1983, hvor den forrige ejer foretog en
gennemgående ombygning, således at der nu er stue i
laden, badeværelse i ko- eller hestestalden, køkken i
svinestien o.s.v. Desværre har jeg ikke en grundplan over
husets indretning fra dengang, men naboer, der kendte huset inden
ombygningen i 1983 og gamle hængsler, der er grundigt fastgjort
til bjælkerne på hver siden side af huset,
fortæller, at hvis "den gamle bonde" i dag kom hjem
med et læs hø, der skulle ind i laden, ville han
køre durk igennem stuen og undervejs nedlægge bl.a.
spisebordet, min mands lænestol, reolen samt brændeovnen
og sandsynligvis dække sofabord, "missesofa", TV samt
min lænestol til ved aflæsning af høet!
Det samlede
bebyggede areal er på 190 m². Inden ombygningen var kun de
ca. 70 m² beboelse fordelt på 3
"værelser/rum" samt et meget lille køkken.
Resten - de ca. 120 m² - var lade, stald m.m., men dengang havde
man jo heller ikke mere end et par køer, måske en enkelt
hest og en "julegris" gående i stalden.
I dag bruger vi
"den gamle beboelse" til kontorer, og den ombyggede lade,
stald m.m. til beboelse. Første salen - "loftet" -
indeholder i dag 4 værelser og et stort loftrum på ca. 70
m². der fungerer som fjernarkiv. Værelserne ligger over
den ombyggede stald/ladebygning og fjernarkivet, der ved renoveringen
i 1996 fik nyt gulv og isolering, ligger over de nuværende kontorer.
Det var meget
nødvendigt at renovere netop det gulv/loft, da vi købte
ejendommen, for når man gik deroppe - inden renoveringen -
skulle man være varsom med hvor man trådte, medmindre man
ville "stikke en fod ned i kontorene", og man kunne sagtens
se ned gennem de gamle gulvbrædder, om man havde glemt at
slukke lyset i kontorerne. Loftsrummet over kontorerne (den gamle
beboelse), havde jo været brugt til opbevaring af korn eller
andre afgrøder fra ejendommen, og trængte derfor
voldsomt til udskiftning. Der var dog en del af de gamle, tykke
loftsbrædder, der intet fejlede. En del af dem blev bl.a.
senere brugt til bygning af "Ullers minde", der står i Misselandsbyen.
Grunden er på
godt 2.100 m², så her er masser af have og udenomsplads.
Jeg har - ved hjælp af mit hjemmelavede
"favnemål", der måler én meter - ! -
opmålt grunden til 58 x 37 meter, målt lige udenfor
mirabellehegnet, der er hele vejen rundt.
Nede bag i haven
står pumpen med dæksel og det hele intakt fra "gamle
dage", men brønden vil sikkert ikke give vand fra sig,
selvom vi evt. renoverede pumpen med nyt pumpelæder m.v., da
der tæt på den gror flere store træer, der
garanteret har spredt deres rodnet til den gamle brønd, men da
jeg nu alligevel var ude og måle med mit
"ét-meter-favnemål", målte jeg også
afstanden fra den nuværende hoveddør, der i gamle dage
var køkkendør, og ned til pumpen. Der er 55 meter - og
ligeså mange meter tilbage - godt at vi ikke skal hente vort
vand der i dag!
Måske undrer
man sig over, at brønden ligger så langt væk fra
huset, faktisk i det stik modsatte hjørne af grunden end der,
hvor køkkenet lå, men man var jo nødt til at
grave brønden der, hvor vandet var, og at der har været
køkken der, hvor der i dag er entre samt gang og trappe til
førstesal, er sikkert. Det gamle køkkenbord med
trævask var der stadig (under en bordplade), da vi købte
huset, og alle huse blev dengang bygget således, at bygningen
lå "retvinklet" i forhold til verdenshjørnerne
og altid med køkkenet mod nord.
Huset er
født med stråtag, men i dag er stråtaget væk,
det fjernede den forrige ejer i 1983, og erstattede det med nye
spær og fast tag. Undervejs i husets levetid har man også
hævet taget, sandsynligvis i forbindelse med en
udskiftning/reparation af stråtaget, hvorved der er blevet
"højt til loftet" i bl.a. kontorerne (2,15 m), men
et par af de meget lave, gamle døre findes stadig i huset,
nemlig døren fra "det gamle køkken" og til
mit kontor, og fra min mands kontor til "den gule
mellemgang", hvor døråbningen kun er 1,57 m. Det
gav et enkelt bule lige i starten, men i dag har vi lært at
leve med den "lave højde", og vi nænner ikke
at ændre på de to gamle døre bortset fra, at det,
der umiddelbart kan se ud som en mindre reparation, kan give visse
overraskelser i et gammelt hus, da der muligvis er skjulte
bærende bjælker eller lignende, bag det, der
"bare" er en væg.
"Den gule
gang" har i rigtig gamle dage måske slet ikke været
en "gang", men muligvis en "åben" smal
passage mellem beboelse og stald/lade. På den ene væg er
bindingsværket nemlig synligt "inde i huset", og
bærer præg af, at havde været
"udendørs" engang.
I dag - 254
år gammel - står huset stadig, og det holdt uden én
eneste skade bl.a. til december stormen 1999, hvor langt yngre
huse/ejendomme i området mistede både tag og spær,
enkelte faldt nærmest helt sammen!
Udover den store
ombygning, som den forrige ejer foretog i 1983 og den mindre, som vi
foretog i 1996, er der sket andre småting i og omkring
"Spurvely", så "hovbonden" fra 1750
næppe ville genkende ejendommen som "sin", hvis han
kom tilbage.
Stakladen - som
var et "udhus uden vægge" med 1. sal og høj
rejsning, da vi købte det, har fået vægge, vindue
og port og er blevet malet "som bindingsværk".
På sydsiden
af huset er opført en "Misselandsby"
på 80 m² til vore katte, så de ikke bliver
trafikdræbt af den store, tunge trafik af landbrugsmaskiner,
der er på vejen i så- og høsttiden. Ved siden af
stakladen har min lille røde bil "Pico", fået
sin egen carport, den er - for at holde stilen - også blevet
malet som bindingsværk. Garagen, hvor min mands bil står,
er faktisk en dobbeltgarage på den "forkerte led",
d.v.s. den kan i længden indeholde to biler. Den har fået
en ekstra port i den inderste halvdel således, at det er let -
uden at skulle gå ud på vejen - at komme til brænde,
cykler eller andet, der opbevares der.
De første
år vi boede her, ryddede jeg op i haven med motorsav, grensaks
m.m., så det meste af haven i dag er græsplæne og
dermed let at vedligeholde.
Det gamle
staudebed, der efter vor opfattelse lå på den forkerte
side af huset, nemlig næsten helt nede bag i haven ved siden
den gamle pumpe, flyttede jeg om i græsplænen foran den
nuværende køkkendør (den i gavlen).
Under
gravearbejdet for at forberede jorden til alle de gamle stauder,
fandt jeg en mindre "køkkenmødding", og da en
ældre nabo kom forbi for at se, hvad det var jeg "gik og
rodede" med, gav jeg udtryk for, at det da var underligt, at
"de forrige ejere" bare havde smidt gamle potteskår
og andet gammelt skrammel ud "lige foran
køkkendøren". "Jo - men", var svaret,
"din køkkendør var jo stalddør i gamle
dage. Der, hvor du vil anlægge staudebed, var mødding,
og lige foran døren var ajlebeholderen, men den blev
dækket og fyldt op med jord!" Aha! Det er altså
defor, at den mindre fordybning i vores indkørsel bliver ved
med at være der, uanset hvor meget jord/sand vi lægger
på. Der har den gamle ajlebeholder været, og det tager
nok temmelig mange år, inden den er faldet helt sammen.
Vi er meget glade
for at bo på "Spurvely", selvom mange nok vil mene,
at end ikke kragerne kommer her hver dag, men her er smuk natur og
fuglesang lige uden for døren, plads til vore "små
hjemmekontorer", flinke, hjælpsomme og omsorgsfulde
naboer, og da jeg så huset første gang, efter at vi
havde set på flere andre ejendomme på Lolland, var jeg
ikke et øjeblik i tvivl om, at her var huset, for da jeg
åbnede porten i indkørslen for at gå ind på
grunden, var det som huset sagde: "Kom! Du skal bo i mig!"
Nej - - - nej,
huset kan ikke tale - men måske var det vor private
"husspøgelse", der "sagde", at her var
godt at bo. |
