Jeg hedder Line og har ikke boet på Spurvely ret længe, men er kommet i Spurvelys have i et års tid for at kigge på fuglene eller spise noget af maden, som mor sætter ud til pindsvinet. Fru Pind, som mor kalder pindsvinet, og jeg kunne godt finde ud af at dele, selvom jeg helst ville ha' haft det hele for mig selv. Far sagde, at jeg var en rigtig "on-line-mis", fordi jeg var her næsten hele tiden, og han sagde "Hej On-Line", når han så mig i haven eller ovre i garagen, men i dag kalder han mig kun Line. I starten gemte jeg mig bag legehuset eller løb ind i garagen, når mor kom ud i haven, men jeg fandt hurtigt ud af, at hun ikke var farlig eller sur over, at jeg var her, så jeg løb bagefter hende, når hun gik om i haven og ind i Misselandsbyen for at snakke med alle de andre misser. De andre så godt nok lidt sure ud i ansigterne, når jeg sad udenfor lågen og kiggede ind til dem, jeg prøvede også en enkelt gang at gå med mor ind Landsbyen, men det måtte jeg ikke, sagde hun, man må kun komme "ud i Misselandsbyen inde fra" - hvad hun så mente med det. Nå-ja - i dag ved jeg jo godt, hvad hun mente, for nu bor jeg inde i huset og kommer ud i Misselandsbyen inde fra huset sammen med alle de andre misser, men dengang lød det underligt. Først på året i år (2004) havde jeg forlovet mig med en rød hankat. Mor lagde mærke til, at jeg blev tykkere og tykkere og sagde, at det vist var noget værre noget med mig, men hun snakkede nu med mig alligevel og aede mig, når jeg kom på besøg i haven. Midt i april kom jeg slet ikke i nogle dage, og da jeg kom igen, var jeg blevet meget, meget tynd. Mor gik og følte mig på maven og mumlede noget om, at de killinger var der vist ikke blevet noget ud af, for hun kunne mærke, at der ikke var nogle, der drak mælk hos mig. Jeg kan ikke huske, hvad der skete med killingerne, men de var bare "blevet væk", og dér, hvor jeg havde fået dem, var der nu flyttet to store, sorte hunde ind, og dem havde jeg altså ikke lyst til bo sammen med, for de skulle bestemme det hele og bo inde i det hus, hvor jeg ellers plejede at være, så jeg blev næsten hjemløs, så derfor flyttede jeg ind i Spurvelys gamle legehus eller sov ovre i garagen, hvor pindsvinet ganske vist også boede i en bunke halm, men det kravlede jo altid ind under halmen, mens jeg lagde mig på det store stykke pap, som mor havde lagt hen over halmen. Der gik imidlertid ikke ret lang tid efter det med, at killingerne "var blevet væk", før min røde ven kom for at besøge mig her i Spurvelys have. Mor så inde fra køkkenvinduet, at vi rigtigt hyggede os ude på græsplænen foran køkkendøren, men så kom hun ud og jog ham væk og sagde, at hun ikke ville have det "roderi" og, at det kunne blive "noget kønt noget alt sammen" og så videre og så videre. Mennesker kan sommetider være lidt svære at forstå, for vi legede jo bare sammen - - næsten! Sommetider lagde jeg mig også ovenpå mors bil nede i carporten i stedet for i garagen eller legehuset, i carporten kunne jeg nemlig ligge i skygge og tørvejr og alligevel se, når mor kom ud med mad til pindsvinet. Hun sagde godt nok, at jeg lavede potespor på hendes bil og, at hun altid skulle vaske frontruden inden hun kunne køre nogen steder, men jeg var nødt til at hoppe den vej op på taget af bilen, for efterhånden blev jeg tykkere og tykkere igen og var ikke så god til at hoppe højt - - og dog. Der bor en anden sort hund i nærheden, det er en sort schæferpige, der hedder Sussi, og hun kommer sommetider og går tur i vores have sammen med sin far, der er mors og fars nærmeste nabo. Mor siger, at Sussi er sød, for hun kommer og passer på huset og Misselandsbyen, hvis far og mor ikke er hjemme i lang tid, og det bliver mørkt, inden de kommer hjem. En dag kom Sussi, der bare var ude og gå tur med sin far, ind til hoveddøren og satte sig lige foran trappestenen, og der skulle slet ikke passes på huset den dag, for far og mor var hjemme, det havde jeg selv set, for mor havde lige været ude med mad til mig og pindsvinet, så jeg stod der og spiste sammen med Fru Pind, da Sussi kom ind af indkørslen. Jeg blev så bange så bange, så selvom jeg var meget tyk på maven, så fór jeg op i et af de høje cyprestræer, der står ved huset ud mod vejen. Mor har ganske vist savet de nederste grene af, så man - når man er et menneske - kan gå under træerne uden at få grenene i hovedet, men jeg løb op ad stammen til en af de nederste grene 3-4 meter oppe, for jeg blev altså meget bange. Så dér sad jeg, da mor kom ud for at sige hej til Sussi og hendes far. Fru Pind blev bare siddende og spiste videre og var slet ikke bange for Sussi, selvom hun snusede til vores mad, inden hun satte sig foran hoveddøren. Mor så lidt bekymret ud, da hun så jeg sad SÅ højt oppe med min meget tykke mave, men hun gav Sussi en godbid alligevel, det plejer hun altid at få, når hun kommer på besøg. I dag, efter at jeg er kommet ind i huset, ved jeg godt, hvor de godbidder står, men de er altså ikke noget for misser, så dem gider jeg ikke spise, selvom jeg har væltet bøtten og snuset til dem, en dag hvor jeg sad ude i "det gamle køkken" og kiggede ud af vinduet. Det er for resten slet ikke noget køkken, men en entré, men der var køkken dér engang for mange, mange misse-år siden. Mor stod længe og snakkede med Sussi og hendes far, mens jeg sad oppe i træet og så, at Fru Pind spiste næsten al maden og bagefter luntede over mod garagen, men til sidst gik mor ind igen, og Sussi og hendes far gik ud på vejen for at gå tur. Jeg sad længe og kiggede efter dem og hoppede først ned, da de var kommet rigtig langt væk - nåe ja - hoppede og hoppede - jeg kravlede baglæns ned, for der var altså så højt ned, at jeg ikke turde hoppe. Mor stod inde i det gamle køkken og holdt øje med, om jeg selv kunne komme ned igen, men det kunne jeg altså, og så kom hun ud med mere "pindsvinemad", der forresten smager fuldstændig som de små runde madkugler man får, når man er mis på Spurvely. Det var den 22. juni jeg tog turen op i cyprestræet og ned igen, mor aede mig, da jeg kom ned og sagde, at det var godt klaret af sådan en tyk, gravid mis som mig, men jeg lod bare som ingenting og skyndte mig at spise en hel masse af maden inden Fru Pind kom tilbage. Dagen efter så mor mig slet ikke før sent om aftenen lige inden det blev mørkt, og hun skulle ud med natmad til pindsvinet. Jeg hørte lige med det samme, at hun åbnede hoveddøren og skyndte mig at komme løbende, for jeg havde slet ikke fået noget mad hele dagen. Mor var ved at hælde frisk vand op til pindsvinet, da jeg kom, og så i første omgang slet ikke, at jeg var blevet tynd igen, men da hun så min slunkne mave, kiggede hun mig også bagi, og selvom jeg havde vasket mig dér mange gange, så var jeg altså stadig lidt rød og hævet bagi. Mor fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, men sagde bare hmmmm, og så begyndte hun at gå rundt i haven, også selvom det var ved at blive mørkt. Først kiggede hun ind i legehuset, men der fandt hun ingenting, så kiggede hun nede i carporten, hvor der stod nogle kasser, der skulle brændes eller køres op på genbrugspladsen, men der fandt hun heller ikke noget. Så gik hun over imod garagen, og så fulgte jeg altså efter, for jeg vidste jo, hvad der lå der: syv nyfødte killinger. Dem fandt mor selvfølgelig lige med det samme og stod og kiggede på dem, så jeg skyndte mig at lægge mig henover dem, for det var altså mine killinger! Mor undrede sig over, at de lå lige midt på alle stenene i stedet for oppe i halmen, men inde i halmen boede Fru Pind jo, og så gik mor igen, og jeg skyndte mig igen over til maden ved køkkendøren. Der gik kun et lille øjeblik, så kom mor ud igen og havde taget far, en lille papkasse og en lygte med for det var blevet næsten helt mørkt, og så gik hun over til garagen igen. Jeg skyndte mig bagefter, og da jeg nåede derover var mor ved at "tage" mine killinger, mens far stod og lyste for hende med lygten. Da blev jeg altså godt nok sur og BED hende i hånden, men hun "daskede" bare til mig og blev slet ikke vred, men spurgte hvad jeg bildte mig ind, hun ville jo bare hjælpe! Bagefter kunne jeg godt se, at det var meget bedre, at killingerne lå oppe i papkassen på et gammelt håndklæde end bare dér på de bare sten, så da hun havde lagt dem alle sammen op i kassen og sagde, at NU kunne jeg godt passe på mine killinger, så hoppede jeg op i kassen til dem. Bagefter kom hun over med mad og vand med lidt mælk i, det var dejligt. Næste dag kom mor tit for at se til mig og killingerne, som jeg passede meget på, men jeg skulle jo ud og tisse en gang imellem ude bag garagen, og den ene gang, da jeg kom tilbage var både kassen og killingerne væk! Jeg mjawede højt for at kalde på dem og ledte og ledte rundt om halmen, men pludselig kom mor med en meget stor papkassen med halm i og et blødt tæppe hen over og indeni den stod den lille papkasse med én killing i. Lige da mor kom med den store kasse blev jeg bange og gemte mig under fars bil, men mor blev ved med at kalde på mig og sige, at jeg skulle komme hen til hende og se, og da jeg fik øje på killingen, skyndte jeg mig at hoppe op i kassen og kiggede surt på hende, for jeg syntes efterhånden, det kunne være nok med alt det roderi ved mine killinger! Mor siger, at misser ikke kan tælle, men der var nu blevet lidt rigeligt plads i kassen! Jeg og killingen boede i den store papkasse i garagen i næsten fjorten dage, og mor kom over to-tre gange hver dag med frisk mad og vand. Pindsvinet spiste ganske vist også af det, men mor kom altid med meget mad, så det gjorde ingenting. Jeg var altså ikke så meget for, at mor skulle røre ved min killing, så jeg knurrede og så sur ud hver gang, hun prøvede, men til sidst fandt jeg ud af, at hun ikke ville gøre den noget. Men så en dag så mor ud gennem køkkenvinduet, at jeg var temmelig uvenner med ham min røde kæreste, han fik nogen ordentlige nogle på ørerne, så han løb sin vej. Mor blev vist nervøs for, at han skulle gøre killingen noget, men jeg kunne nu nok selv klare ham, hvis det var det, det skulle være, men der skulle også komme børn på besøg, så derfor var mor ikke så meget for, at vi stadig boede i garagen, for måske gik børnene over til os hele tiden for at se eller ae min killing, og så vidste mor ikke, om jeg kunne finde på at bide eller rive dem. Det kunne godt være, jeg havde gjort det, hvis de var kommet rendende hele tiden, men en dag, lige inden børnene kom på besøg, tog mor den store kasse med den lille kasse indeni med killingen og bar det hele ned i stakladen. Jeg fandt slet ikke ud af, at kassen var væk, for jeg var ude at gå tur, og da hun kaldte på mig, skyndte jeg mig ned til stakladen, fordi jeg troede, der var mad. Det var der også, men det havde hun sat op på stakladeloftet sammen med kassen med killingen og et fint nyt missetoilet. Mor aede mig og sagde, at nu skulle vi bo her lidt, for så "skete der ikke noget", og det var selvfølgelig meget rart, men hun lukkede stakladeporten, da hun gik, så jeg ikke kunne komme ud i haven. I begyndelsen gjorde det ikke så meget, at jeg ikke kunne komme ud i haven, for der var læ og tørvejr i stakladen og faktisk meget bedre end ovre i garagen, hvor det trak ind under porten, men efterhånden som tiden gik og killingen blev større - og LIDT irriterende engang imellem - så ville jeg meget gerne havde været ud og hilse på ham min røde ven igen. Jeg véd, han var ved porten flere gange, for han stak poten ind til mig gennem revnen forneden, men mor var meget streng og sagde, at nu kunne det være nok med det sjov, så jeg fik ikke lov at komme ud til ham! Vi boede i stakladen i næsten to måneder. Mor kom flere gange om dagen med mad og vand og rensede vores toilet, og så sad hun hos os i en halv times tid og snakkede med os og legede med killingen, mens jeg spiste. Sommetider sad vi også hos hende i en af havestolene, som står dernede, og som vi sommetider sov på i stedet for i den flamencokasse, som mor havde sat til ned til os, da vi blev trætte af at være oppe på loftet. Nede i selve stakladen kunne vi nemlig sidde og kigge ud af vinduet og se, når mor kom med mad og vand. Mor havde også sat en transportkasse ned til os, den kunne killingen vældig godt lide at lege gemmeleg i, og jeg sov i den engang imellem. Jeg syntes måske nok, det var lidt lang tid "bare" at bo i stakladen, men nu bagefter, hvor jeg er kommet ind i huset, er det lige meget, og mor har hvisket til mig, at det var fordi, at man ikke kunne operere mig i maveskindet, så længe killingen drak mælk hos mig, og det er nok rigtigt nok. Den 6. september puttede mor mig ind i transportkassen og sagde, at jeg skulle til dyrlæge og opereres, så jeg ikke fik flere killinger. Jeg skulle også have et grønt tal i øret og vacciners, så jeg ikke blev syg. Jeg var glad for, at jeg kendte kassen, da vi kørte af sted i bilen, for ellers var jeg nok blevet meget mere bange end jeg gjorde, da hun puttede mig ind i kassen og lukkede lågen. Dyrlægen var nu sød nok, han aede mig og sagde, at jeg var en fin, lille damemis, og så faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede op igen lå jeg på en seng i et værelse oppe på første sal inde i selve huset og killingen - som far havde bestemt skulle hedde Lotte - var også oppe på værelset. Dyrlægen havde ganske vist sagt til mor, at jeg skulle have fred og ro i et par dage, så Lotte skulle helst ikke være sammen med mig. Jeg havde jo et sår på maven med snore i, men mor syntes nu, det var synd for Lotte, der jo ikke var ret gammel, at hun helt alene skulle møde alle de andre misser, der bor her på Spurvely, så derfor sad mor oppe hos os i et par timer hver dag de første to dage efter, at jeg var blevet opereret, for hun ville se, hvordan det gik. Hun sad og ordnede nogle missebilleder den ene dag, og den anden dag sad hun og læste og skrev. Jeg lå på sengen lige ved siden af hende, og Lotte generede mig slet ikke. Den første gang Lotte prøvede at komme hen til mig - jeg tror faktisk hun ville have noget mælk - holdt jeg den ene forpote op foran mig, så Lotte satte sig bums på halen. Mor sagde, at jeg lignede et menneske, der holdt en hånd op foran sig og sagde: Nej-nej, jeg "gider" dig ikke lige nu! Men jeg havde jo ondt i maveskindet, så det kunne ikke nytte. Lotte var så sød hele tiden og drillede slet ikke, vi sov tæt sammen på sengen eller på stolen, når mor var gået ned til far og alle de andre misser. Jeg blev nu hurtig frisk igen, og mor har sagt, at jeg blevet meget hurtigere rask end nogle af de andre pigemisser gjorde, da de var blevet opereret. Pelsen på mit maveskind groede også meget hurtigt ud igen. Olga var næsten tre måneder om at få pels på sin mave, det har mor selv fortalt, men jeg havde pels på maven igen i løbet af tre uger! Nu er både jeg og Lotte flyttet ned i hele huset og bor sammen med alle de andre misser. Mor var vistnok lidt betænkelig, da vi skulle ned til dem, for der skulle jo helst ikke blive alt for mange diskussioner, så hårtotterne fløj over det hele, men der har næsten ikke været noget ballade. Merle - hende halvperser-pigen - kan godt nok blive lidt mopset engang imellem, men det er mest vist jeg sidder i "hendes" vindueskarm eller lægger mig på "hendes" soveplads, men der er heldigvis masser af misse-sove-pladser, så jeg finder sagtens én, der er ledig. I starten var det meget spændende med mors farveprinter, hvor jeg godt kunne tænke mig at sove i den bakke, hvor papiret kommer ud, men det er ikke noget misse-sove-sted siger mor, så der må jeg ikke ligge, men nu har jeg fundet ud af, at jeg kan ligge i en papkasse hun bruger til affaldspapir - eller i fars lænestol - eller inde ved siden af kakkelovnen, lige ved siden af Missemor, som mor ellers troede ville blive smaddersur på mig, men nej, vi sover næsten i arm - eller i - - bhjuikoqåertyuiop - - ! - - hov-hov-hov - - ! - - nu kom Lotte og skubbede til mig, hun siger, at mor har sagt, at det snart er hendes tur til at skrive noget, så det kan være jeg skal stoppe nu. Så jeg vil slutte med at sige, at jeg er så glad for at være her, jeg bryder mig ikke så meget om at komme ud i Misselandsbyen nu, hvor det er vinter og koldt, det er bedst at sove inde i varmen og helst så tæt på mor som muligt, men altså ikke på farveprinterens udbakke eller ovenpå scanneren, men ellers må jeg sove lige hvor jeg vil. Når jeg har oplevet mere nyt og spændende, skriver jeg måske lidt mere om mig selv. Mange glade og kærlige hilsner Line PS: Jeg glemte helt at fortælle, at mor har "hørt ud i byen", at jeg - inden jeg blev til Line - havde jeg et HELT andet navn - et DRENGE-navn - fordi "man" troede jeg var en DRENGE-mis - hvad si'r du - ! - man kan da sagtens se jeg er en PIGE - og jeg er helt sikker på, at hvis jeg "blev væk", så ville mor savne mig og spørge naboer eller andre, der bor i nærheden, om de havde set mig - - men det har "man" ikke gjort! © Line, nov. 2004

Mjiiww !  Hvis du vil tilbage til Missernes sider, så klik på mig