I artiklerne Højdeskræk og fåremøg, Spioner, Arnold og Danskvands-diplom har jeg fortalt om nogle af de oplevelser, jeg har haft som radioamatør, men hvorfor og hvordan blev jeg radioamatør ? Tjoee, primært har så kendte personer som italieneren Gugliemo Marconi, amerikaneren Samuel Finley Morse samt danskeren Einar Dessau haft en stor grundlæggende indflydelse på det. De to førstnævnte opfandt nemlig henholdsvis den trådløse telegraf og morsealfabetet, og Einar Dessau var "verdens første radioamatør", men også de to amerikanske brødre Wilbur og Orville Wright og danskeren Jacob Ellehammer, der alle hører til blandt flyvningen pionerer, har haft en finger med i spillet, for uden dem var Luftmeldekorpset (der i dag er nedlagt og erstattet af Flyverhjemmeværnet) nok aldrig blevet oprettet, og det var mens jeg var medlem af Luftmeldekorpset, at jeg traf min forhenværende mand, der var licenseret radioamatør. Den første gang han fortalte mig om amatørradio, var jeg på absolut bar bund, jeg anede simpelthen ikke, hvad det var, han talte om. Radio var noget, man hørte, ikke noget man "kørte" (talte i), men jeg husker endnu min begejstrede og beundrende overraskelse, da han skruede på nogle knapper på et apparat, der bestemt ikke lignede en radio - syntes jeg. Den var hjemmebygget - også kassen, som alle de "sammen-loddede dippedutter" var anbragt i - og var en blank aluminiumskasse med nogle knapper på, men min begejstring og beundring ville næsten ende tage, da han ved et par enkelte drej på knapperne og med et par få ord i den tilkoblede mikrofon: "CQ CQ de OZ6UP" (ren volapyk på det tidspunkt), men "frit oversat" betyder det: "Opkald fra OZ6UP" - fik en russer i "røret", som han førte en mindre samtale med. Meget af samtalen forstod jeg ikke, for det var "radioamatørsprog", men russeren var rimelig god til engelsk, og hvad han hed, hvor han boede og hvordan vejret var ovre i Leningrad, hvor han boede, fik jeg dog fat i! Jeg var fuld af dyb beundring. Tænk! Bare sådan lige at komme til at snakke med en russer! Nå! Beundringen blev lidt mindre, da jeg med tiden fandt ud af, at russere kunne man næsten altid få fat i på et eller andet bånd, men DET måtte jeg altså prøve ! Nåe-jaee, men det var ikke sådan "bare lige", fik jeg forklaret, for det krævede en licens udstedt af Post- og Telegrafvæsenet (nu Telestyrelsen), og sådan én fik man først efter at have aflagt en såkaldt ("lille") almindelig teknisk prøve! Og selvom jeg bestod den, så skulle jeg ikke regne med russere "lige om hjørnet", for det krævede (dengang) yderligere en CW-prøve (morse-prøve), for at komme på HF-båndene, hvor russerne befandt sig, så der var "langt til Rusland". Men en mindre teknisk prøve, det lød nu ikke særligt afskrækkede. Jeg har altid været en nysgerrig sjæl, og hvis andre kunne finde ud af den slags "trolddom", så kunne jeg vel også. Bagefter - når "den tekniske" var i hus - kunne jeg jo altid kaste mig fnisende over et CW-kursus, så jeg prøvede at finde et sted, hvor jeg kunne få et teknisk kursus, så jeg kunne bestå den almindelige tekniske prøve og dermed være "på vej til Rusland". Men den slags lidt specielle kurser fandt ikke sted lige om hjørnet, de blev som regel afholdt som aftenkurser i vinterhalvåret under f.eks. AOF eller andre aftenskoleorganisationer - hvis der var tilmeldinger nok - og Post- og Telegrafvæsenet afholdt kun to licensprøver om året (maj og november), så der var "langt til Rusland". Jeg var (er) imidlertid ikke den mest tålmodige sjæl, så jeg troede, der var en "hurtig genvej" med selvstudium og hjemmeundervisning (af OZ6UP) og indkøbte derfor bogen "Vejen til Sendetilladelsen" hos Experimenterende Danske Radioamatører (EDR) og gik i gang med at studere. Min nu for længst voksne søn var hjemmeboende dengang og gik i gymnasiet, og han var solidarisk med "sin gamle mor" og deltog også i hjemmeundervisningen. Jeg (vi) skulle bl.a. lære at tegne/forklare/forstå forskellige diagrammer, symboler, formler m.m. med relation til radioteknik samt en hel masse andet - listen over de emner, man skulle have kendskab til var lang, syntes jeg (se her), og det var temmelig begrænset, hvad jeg havde med af "teknik" fra min skolegang. Lidt - for ikke at sige meget lidt - om "elektricitet og den slags" havde jeg dog lært i fysiktimerne, men det var mere eller mindre start ved "dag nul" med teknikken, men matematikken (for at kunne opstille/udregne diverse formler) voldte mig dog ikke problemer. Undervejs i selvstudiet blev jeg "hørt" af OZ6UP, og det foregik ved, at en stor rulle hvid plastic blev anbragt i den ene ende af spisestuebordet og rullet ud som en slags dug, hvorefter den blev brugt som "papir" sammen med speedmarkere i forskellige farver, hvor jeg - eller han - tegnede, forklarede, rettede o.s.v. Det var faktisk en smart måde, at undervise/blive hørt i på, for efterhånden som dugen blev brugt, blev den rullet op i den anden ende og kunne bruges som repetition ved næste "overhøring". Der blev brugt mange meter hvid plastic til tegning af diagrammer, antenner, løsning af formler og meget andet. Da tiden for Post- og Telegrafvæsenet næste prøve nærmere sig, tilmeldte både min søn og jeg os til den almindelige tekniske prøve i håb om, at vi/jeg havde lært og forstået "nok"! Prøven afholdtes som en skriftlig prøve, hvor man skulle besvare 20 spørgsmål med fortrykte alternative svar (multi-choice), og man skulle have mindst 14 rigtige svar for at bestå! Det lød jo let, og OZ6UP havde skaffet kopier af en del allerede afholdte prøver fra P&T, som vi havde gennemgået så mange gange, at jeg nærmest kunne dem udenad, men - - - jeg dumpede - med én fejl for meget! ØV! Det mest irriterende var, at det var et "dumt" spørgsmål om radiobølgernes udbredelsesforhold, der gjorde "udslaget", og i Vejen til Sendetilladelsen var afsnittet om dette nærmest ren udenadslære og indeholdt ikke "svær teknik" med diagrammer, formler m.v., men OZ6UP havde haft så travlt med at banke teknikken, formler m.v. ind i hovedet på mig, at både han og jeg havde overset, at listen over krav til licensen også indeholdt noget der hed Radiobølgernes Udbredelsesforhold. Men min søn bestod, han fik sin D-licens og kunne begynde at "lufte" sit tildelte kaldesignal OZ1CUV på VHF/UHF-båndene. Licenskategorierne var - dengang - henholdsvis A-, B-, C-, D- og E-licens. D-licensen fik man som ovenfor nævnt efter den almindelige tekniske prøve, og den gav adgang til at køre på nærmere specificerede VHF/UHF-bånd med bl.a. fone og CW m.m. (max. 100 watt). C-licensen fik man efter almindelig teknisk prøve samt en morseprøve. Havde man i forvejen en professionel morseprøve, skulle man ikke til ny morseprøve. C-licens gav adgang til de samme bånd som D-licensen samt nærmere specificerede HF-bånd, hvor man i det første år dog kun måtte køre CW (morse) med max. 10 watt. Efter et år med C-licens blev licensen opgraderet (efter ansøgning) til en B-licens, der gav adgang til at køre både fone og CW på alle de bånd (HF- og VHF/UHF), som man allerede havde licens til og effekten på HF-båndene blev hævet til max. 100 watt. A-licensen - den såkaldte "store" licens - fik man dengang først efter en udvidet teknisk prøve, der krævede langt mere teknisk viden, end jeg var villig til at tilegne mig. Det var en stor skriftlig prøve med mange "rigtige" opgaver (ikke multi-choice), den gav i princippet ikke adgang til flere bånd end B-licensen, men gav tilladelse til at køre med max. 500 watt. E-licensen var en "stor licens" til VHF/UHF-båndene, der gav tilladelse til at køre 500 watt på disse bånd, man skulle bestå den udvidede tekniske prøve, men behøvede ingen CW-prøve. Måske husker andre reglerne for erhvervelse af licens som anderledes, men det var ovenstående, der var gældende, da jeg tog licens. Licensbestemmelserne er jævnligt blevet ændret gennem årene, hovedsagelig via møder mellem EDR og Telestyrelsen. I de senere år er blandt andet CW-prøven bortfaldet og kategorierne er ændret. I den forbindelse blev min B-licens automatisk opgraderet til en A-licens, men det er en helt anden historie - - - Jeg var jo dumpet - og hvad så ! Forfra og om igen - ! Næste side