I samme periode som jeg gennemførte mit "mislykkede selvstudium", kom jeg en del i en af EDRs lokalafdelinger. I afdelingen kom der også en radioamatør, der var folkeskolelærer, og han oplyste, at han - hvis der kom tilmeldinger nok - ville starte et såkaldt "D-licens-hold" under aftenskoleordningen den kommende vinter. Han oplyste også, da jeg fortalte lidt om mit "selvstudium", at det ikke altid var en god ide, at have for dygtig en lærer (OZ6UP) til at undervise elever (mig), der i princippet skulle starte ved "dag nul", medmindre man var helt klar over, hvilket og hvor stort pensum, det var nødvendigt at gennemgå, for at eleven (mig) burde kunne bestå prøven. Dette gav mig bl.a. også svaret på, hvorfor jeg - i hvert fald enkelte gange - følte mig utrolig "dum", når jeg ikke forstod "et kvæk" af, hvad OZ6UP forklarede, fordi han prøvede at lære mig noget, hvor jeg manglende den helt basale viden om tingene, men hvor han - med sin store tekniske viden - ikke tænkte over, at jeg manglende den basale viden for at forstå, hvad han talte om. Så jeg tilmeldte mig folkeskolelærerens D-licenskursus den kommende vinter, hvor jeg jo var i den heldige situation, at jeg allerede havde "læst på lektien". Jeg bestod derefter den almindelige tekniske prøve med "nul fejl" - og glad var jeg - jeg kunne begynde at "slide på" mit tildelte kaldesignal OZ1CRY på VHF/UHF-båndene - og Rusland var i sigte! Derefter var der kun morseprøven tilbage (60 tegn i minuttet), og det var i princippet kun "hårdt arbejde" med at træne og øve, øve og træne, til alle tegnene "sad der". OZ6UP skaffede mig en del kassettebånd med morsetegn/øvelser, jeg kunne lytte til og byggede mig en "squeeze-key" (morsenøgle), som jeg kunne øve sending på. Jeg syntes, at sådan én var nemmere at anvende end en almindelig "gårdpumpe". En "gårdpumpe" er en morsenøgle som den, der ses øverst på denne side, en "squeeze-key" har i stedet for armen med knappen, der "pumpes op og ned", når man morser (deraf navnet), to små lodrette plader, der betjenes med tommel- og pegefinger næsten uden at røre hånden. Morseprøven bestod jeg første gang, jeg husker ikke mere, hvor mange fejl jeg havde (om nogen !?!) - så NU lå verden åben for mig! Jeg fik efterhånden både egen VHF- og HF-station, og jeg har kørt i hundredvis af QSO'er (radioforbindelser) gennem årene, mange af dem på turene til og fra Nordnorge, se Danskvandsdiplom. Jeg har en stor kasse med QSL-kort (en slags postkort, som radioamatører sender til hinanden som bekræftelse på gennemført QSO), og hvis jeg stablede dem alle sammen ovenpå hinanden ville stakken blive mindst en halv meter høj! I begyndelsen var jeg "glad og jublende", bare jeg fik forbindelse med en radioamatør næsten lige "om hjørnet" (Rusland!) - men efterhånden gik der mere sport i at "jagte" de, der boede på den anden side jorden, og som var lidt sværere at få fat i. Vi havde en ca. 26 meter høj gittermast, hvor der i toppen sad diverse HF-antenner og VHF-antenner. På toprøret sad en rotor, der fik hele herligheden til at dreje i den retning, man ønskede, når man betjente boksen til rotoren nede i radiorummet. Rotoren kørte temmelig "stærkt" og det gav et par gange anledning til "trafikstop" på vejen. Øverst på toprøret sad nemlig en overgang et "fuglebur" - d.v.s. en fire-gange-fem-element 2-meter antenne, som OZ5UP havde bygget og sat op! (Antennen kan ses på tegningen (udført af min søn) på et af mine QSL-kort i artiklen Danskvandsdiplom). Når folk kom kørende i "deres egne tanker", så de pludselig "fugleburet" dreje og så stoppede de op for at se, hvad der skete, og sommetider gav det anledning til forespørgsler om, hvad det dog var for et monstrum, vi havde dér! Nederst på toprøret sad en TH6'er - en stor 6-element HF-antenne. Den fyldte næsten halvdelen af græsplænen, da den blev indkøbt og samlet på plænen, inden den blev hejst op i masten og monteret der. TH6'eren var en god antenne, hvis man skulle "jagte" fjerntliggende radioamatørstationer, f.eks. i Australien, og OZ6UP og jeg havde en venskabelig dyst om, hvem der først nåede derned. Det gjorde han - naturligvis - men han havde også en "større" (med mere udgangseffekt) HF-station end jeg, bl.a. fordi han havde den "store" licens (A-licens), der gav adgang til at køre 500 watt, hvorimod min B-licens kun gav adgang til at køre 100 watt. Min HF-station var derfor "mindre" og kunne - så vidt jeg husker - "i princippet" kun køre 100 watt, men det var en god, lille station, der bl.a. passede perfekt ind i handskerummet på bilen, når vi kørte på ferie til Nordnorge. Ikke så lang tid efter at jeg havde fået min B-licens og dermed adgang til fone på HF-båndene, rejste OZ6UP til USA på forretningsrejse, og jeg havde således hele to HF-stationer, jeg kunne muntre mig med, mens han var bortrejst. Af tekniske grunde var boksen, hvorfra man betjente rotoren i toppen af masten, kun installeret i OZ6UP's radiorum, så mens han var bortrejst havde vi aftalt, at jeg kunne "jagte" fjerntliggende amatørstationer på hans radio og den store antenne. (Der var andre HF-antenner i masten, og jeg brugte normalt en anden, ikke roterende antenne fra mit radiorum). Som sagt så gjort. Det var om sommeren og solen gik sent i seng og stod tidligt op. Det besluttede jeg mig så også for at gøre, det vil sige, det endte med, at jeg en nat slet ikke kom i seng. Det har formentlig været fridag (weekend) dagen efter, for jeg tillod mig at snakke i radio hele natten. Hvis man vil have fat i mennesker på den anden side jorden, er det jo mest praktisk, at man er vågen, når de også er det! Først på aftenen/natten var det mest USA/Canada jeg hørte/kørte på radioen. Blandt andet husker jeg en "ring-QSO" (en "ring-QSO" er en radioforbindelse mellem tre eller flere amatører, hvor man giver hinanden taletid på skift), der bestod af to amerikanere fra østkysten og mig. Vi talte sammen i temmelig lang tid og udvekslede forskellige oplysninger, synspunkter m.m. I løbet af QSO'en fortalte jeg bl.a., at OZ6UP var "over there", og hvor han befandt sig, hvortil de to amerikanere svarede, at hvis de havde haft et reb mellem sig og havde strammet det lidt, så ville OZ6UP være blevet fanget i "lassoen", for de boede begge "lige ved siden af", hvor OZ6UP befandt sig. Jeg tror nu nok, det drejede sig om 5-10 kilometer, men ok, det var vel "lige ved siden af" - afstanden til USA taget i betragtning! Den ene tilbød endda, at han ville køre hen til det hotel, hvor OZ6UP boede og tage ham med tilbage til sit hjem, så vi kunne tale sammen på hans radio. Det takkede jeg dog nej til, for jeg vidste ikke med sikkerhed, om OZ6UP befandt sig på hotellet lige på det tidspunkt, hans rejse indebar bl.a. også besøg på forskellige fabrikker, så måske var han ude og se på "dippedutter", mens jeg talte med de to amerikanere. Tiden gik, solen var gået ned og næsten stået op igen, da jeg hørte en VK-station (VK er præfix for australske radioamatørstationer). Antennen blev drejet i den rigtige retning, og jeg nærmest råbte i mikrofonen "This is Oscar Zulu One Charlie Romeo Yankee calling VK------!". Og han svarede mig sørme! Jeg husker QSO'en som "god", hvilket blandt andet vil sige tydelig og klar, og den australske radioamatør gav sig god tid til at snakke med mig, da han hørte, at han var min første VK-station! Da QSO'en var slut lagde jeg med svedige hænder mikrofonen fra mig og gik en udenfor, for at "gå en tur rundt om huset". Det med at "gå en tur rundt om huset" er noget jeg stadig bruger som en slags afreaktion på forskellige følelsesmæssige op- eller nedture, men dette var jo afgjort en "optur"! Da jeg kom udenfor var det blevet helt lyst, solen var lige ved at kigge op over naboens træer, klokken var ca. 04.00, det var en strålende dag og alt var stille, ingen bilstøj eller andre tegn på, at der var andre end mig, der var vågen! Lige ved siden af hoveddøren stod antennemasten, den, der havde "bragt mig helt til Australien", så i min eksalterede sindsstemning tog jeg fat i antennemastens ene ben, ruskede den godt og grundigt og sagde - højt: "Juhu! Og så HELT til Australien!" Pludselig fornemmede jeg noget bag mig og vendte mig om. Ude bag stakittet på den tomme grund ved siden af vort hus kun ca. 3 meter fra, hvor jeg stod, stod "den gamle Richard Nielsen". Richard Nielsen var landmand og boede ca. 1 kilometer fra os. Det var ham, der engang ejede og dyrkede jorden i den udstykning, hvor vi nu boede på en af parcellerne. Dengang udstykningen fandt sted, havde han beholdt to-tre grunde til sig selv, som han stadig dyrkede som "mini-landbrug", hvoraf den ene altså var vor nabogrund. Og derude på sin "mini-mark" stod Richard Nielsen og stirrede på mig med stor øjne! "Godmorgen!" udbrød jeg forfjamsket og prøvede at forklare, hvorfor jeg stod kl. 4 om morgenen og snakkede med en antennemast! Richard Nielsen hilste også godmorgen, men fortsatte sin markvandring ned over sin grund og forsvandt bag vort udhus. Hvad mon han dog har tænkt om mig mærkelige menneske, der ikke alene havde underlige staværer og monstrumer monteret på en 26 meter høj antennemast, men også stod og snakkede med det en tidlig sommermorgen! Nå - ophidselsen over "den første australier" lagde sig, og der fulgte mange spændende QSO'er efter denne. Til de, der i dag sidder med computere, der med det rigtige udstyr kan gennemføre en mindst ligeså vellykket "QSO" til Australien, de kan måske endda også SE hinanden under "QSO'en" blot ved et par klik eller tre med musen, kan jeg sige, at min første QSO med Australien blev kørt længe før computere og Internet var allemandseje og før, at mobiltelefoner med foto- og video eller andre i dag helt almindelige "elektroniske velsignelser" var opfundet. Jeg kan stadig blive begejstret over "nye, smarte opfindelser", men jeg glemmer aldrig min første QSO til Australien. Vy 73 de OZ1CRY Forrige side