|
Mine ferier gik,
som jeg har fortalt om i "Højdeskræk
og fåremøg", gennem en
årrække til Nord-Norge nærmere betegnet Fauske ca.
100 km nord for Polarcirklen, hvor vi boede i hytte på
Lundhøgda Camping.
Campingpladsen
ligger på en lille halvø lige sydvest for Fauske. Der
boede vi 14 dage i september gennem ca. 10 år og fik
efterhånden en del venner blandt radioamatørerne i
området samt et meget venskabeligt forhold til Jan og Inge
Grimstad, der ejede campingpladsen.
De første
år vi holdt ferie i Norge, nåede vi dog slet ikke så
langt nordpå, men holdt os til Syd- og Midt-Norge, bl.a. fordi
vi dengang holdt rigtig gammeldags campingferie, det vil sige vi
lå i telt. Vi havde de første år to telte med, et
tremands telt til min mand, hans datter og mig samt et tomands telt
til hhv. min og min mands søn. Dengang holdt vi kun 14 dages
sommerferie, og det var ikke altid, at ungerne syntes det var lige
sjovt at køre lange bilture.
Et af de sidste
år, hvor vi - næsten - holdt os syd for Polarcirklen,
havde vi kun min søn med på ferie, og han havde givet
udtryk for, at han godt kunne tænke sig at komme op til
Polarcirklen, så vi satte kursen nordpå med det mål
for øje.
Det var lige i
begyndelsen af skolernes sommerferie, og den tredje nat i Norge fandt
vi en hyggelig lille campingplads midt i "No-where", et
sted, der hedder Hatten ca. 50 km nord for Mosjøen
(Mosjøen ligger ca. 400 km nord for Trondheim). Der slog vi -
i strålende solskin - vores telt op på en
"fjeldbondes" græsmark, som han havde udlagt som
campingplads med en lille primitiv bad/køkken-bygning, men den
var der dog. Det var et meget hyggeligt og fredeligt sted ca. 500
meter fra E6'eren lige ned til en sø, der hedder
Ømmervatnet og med 700-900 meter høje fjeldtoppe rundt
omkring, bl.a. det flotte 705 m høje Hatten-fjeld mod nordøst.
Da vi kører
ned over marken for at finde en plads til teltene, siger fjeldbondens
kone, der var "campingchef", at vi ikke skulle slå
teltene op alt for tæt ved søen, for måske blev
der oversvømmelse dernede, når det blev uvejr! Vi kigge
på den næsten skyfri himmel og fjeldene omkring og
tænkte "Uvejr! Hvor?" Det var jo fint solskin, ganske
vist var der lidt skyer omkring fjeldtoppene, der lå i
nærheden, men det så ikke særligt meget ud til
uvejr, syntes vi!
Men det blev det!
I løbet af
natten blev det regn, torden og storm. Det stormede, så min
søns telt var ved blæse ud i søen, selvom vi
havde fulgt campingchefens råd om ikke at placere os for
tæt ved bredden. Min mand var ude flere gange for at stramme
barduner og checke, at det hele stod endnu!
Det blev ikke til
meget søvn den nat, men på en eller anden måde en
betagende oplevelse af elementernes rasen, som jeg aldrig havde
oplevet før. Vi lå i teltet og lyttede til en
dødlignende stilhed, hvorefter stormen kom "rullende"
ned af fjeldet larmende som et eksprestog, for efter få
sekunder at ramme vores stakkels små, blå telte, der dog
modstod nattens uvejr uden en skramme!
Mens jeg lå
der i soveposen og ventede på det næste
"eksprestog", kom jeg til at tænke på en
historie, som jeg havde læst i min læsebog i skolen for
mange, mange år siden, jeg mener det var en historie af
Bjørnstjerne Bjørnson, hvor han skriver, "at
stormen kom rullende ned af fjeldet". Dengang undrede jeg mig og
tænkte, at det var noget sludder, for en storm stormer, den
"ruller" ikke! Men det gjorde den altså, og selvom
oplevelsen nok var lidt skræmmende, mens den stod på, vil
jeg i dag ikke være den foruden, og jeg lærte jo senere -
bl.a. af min gode ven Arnold Brembo (radioamatør LA2IA) - at
"læse" det nordnorske vejr, der kan være
temmelig lunefuldt, så man ikke vovede sig på fjeldet til
en lille hyggetur, uden at "se" på vejret
først, en hyggetur, der ellers kunne resultere i
helikoptereftersøgning og overskrifter i den lokale avis om
"dumdristige danske turister" eller det, der var
værre, og vi huskede altid at fortælle vore
campingplads-værter, hvor vi havde tænkt at befordre os
hen, hvis det var sådan lidt uden for alfarvej!
Nå - men
morgenen efter "den rullende storm" spurgte fjeldbonens
kone, hvordan vi havde sovet, hvortil vi jo måtte svare, at det
ikke var blevet til så meget. "Jamen, den var også
grim i nat!" svarede hun, hvilket vi måtte give hende ret
i. Vi takkede for "husly" og gav os i strålende
solskin på vej nordpå, og glædede os til at
"se" Polarcirklen. Det var jo sommer (sidst i juni), solen
skinnede, stormen var holdt op med at "rulle", og vi havde ferie.
Der er ca. 300 km
fra Hatten til Polarcirklen, så vi regnede med, at der kunne vi
nok være ca. ved frokosttid, og deroppe fandt vi nok en
rasteplads, måske med bord og bænke, hvor vi kunne
smøre vores medbragte frokost. Derfra havde vi så
planlagt, at køre ca. 80 km længere nordpå, hvor
der - ifølge NAFs Veibok - lå en by, der hed Rognan,
hvor der var en campingplads.
Vi kom til
Polarcirklen ved ca. frokosttid, men - - - længere nordpå,
DET turde vi ikke køre!
Vejen (E6) over
Saltfjellet, hvor Polarcirklen "ligger" (650 m.o.h.), var
dengang den gamle vej. I dag er vejen lagt om og er lagt længere
ind mod Sverige, men gammel eller ny vej, det havde nu nok ikke
gjort den store forskel på vores lyst til at køre
længere nordpå. Vejen var ikke særlig bred (af en
E6 at være), og da vi kom til "skuret" ved
Polarcirklen, der var et mindre grågrøntligt
træhus, hvor man kunne købe diverse souvenirs, bl.a. et
diplom for, at man havde været ved Polarcirklen, var der ingen
rasteplads med borde og bænke, og hvis der var, så var de
skjult under ca. 4-5 meter høje snedriver!
Huset/skuret var
gravet fri og var åben for køb af bl.a. postkort og
Polarcirkel diplomer, men vejen gik - så langt øjet
rakte - gennem en snetunnel med ca. 4-5 meter høje buede
vægge, men uden "loft". Det virkede som om - hvilket
sikkert også har været tilfældet - at man havde
brugt en kæmpestor boremaskine til at rydde vejen for sne,
hvorved enten "loftet" var faldet sammen eller, sneen havde
ikke været højere end de 4-5 meter! DET var godt nok
noget af en overraskelse!
Jeg husker ikke
mere hvordan vi fik frokost, men at køre "kun" 80 km
længere nordpå for at komme op til campingpladsen i
Rognan, DET turde vi altså ikke, vi havde jo ikke tænkt
på at tage en sneskovl med - ! - og vi var overbeviste om, at
hvis vi nåede Rognan, så var campingpladsen dækket
af flere meter sne!
Tjaee! Vi var jo
nok lidt "naive danske turister" for, som Arnold Brembo
sagde et års tid senere: "Jamen, hvis I var kørt
videre, var I jo kommet ned til sommeren igen!"
Ja - men hvad
havde en dansk turist fra det flade Lolland forstand på det - dengang!
Altså vi
vendte bilen og næsen sydover, og der var ingen fare for at
køre "ud over kanten" på den smalle vej, for
der var jo et 4-5 meter højt "sne-autoværn",
og mens vi kørte hjemover, følte vi os som nogle
rigtige "polarfarere" med Polarcirkel-diplom og det hele.
Det
efterfølgende år var min søn ikke interesseret i
at holde ferie med sin "gamle" mor, så vi besluttede
at udskyde ferien til september måned, hvor vi så pakkede
bilen med telt, amatørradioudstyr m.m. Teltet tog vi kun med
som reserve, for vi havde jo konstateret, at de fleste campingplader
i Norge allerede dengang havde hytter til udlejning, så vi
ville ikke mase med teltet, medmindre det blev nødvendigt.
Når vi havde
kørt en "dagsrejse" fandt vi en campingplads, lejede
en hytte, pakkede vores grej ud og satte HF-antennen op, så vi
kunne bruge den "store" HF-amatørradiostation.
Antennen til den "store" radio var en trådantenne,
ophængt som invertet-V på en ca. 5-6 meter høj "støvsugerrør-mast",
der blev gjort stabil med barduner. |
|
Polar Camping var
et dejligt sted at bo, bl.a. med "indlagt bilpolering",
idet der gik løse får rundt på campingpladsen -
formentlig for at holde græsset nede - og de elskede at
"polere" vores bil, d.v.s. klø sig på den.
Desværre har jeg også mistet de billeder, men de så
ud til at nyde "poleringen", og bilen tog jo ingen skade.
Fra Polar Camping var der ikke så langt til flere
spændende seværdigheder Junkerdalen,
krigsmindesmærker m.m., men de efterfølgende år
bosatte vi os - efter anbefaling fra Arnold - på
Lundhøgda Camping i Fauske, men som sagt, dette år
flyttede vi ind på Polar Camping, fik radiokontakt til Arnold
og aftalte, at vi ville komme "forbi til kaffe" den
efterfølgende dag.
Arnold var et
meget spændende bekendtskab med en stor livserfaring og mange
spændende og sjove historier at fortælle, og så
lavede han den mest vidunderlige blomkålsgratin! Han døde
desværre for nogle år siden, men jeg tænker tit
på ham.
Nå - kaffen
blev til aftensmad, og mange spændende oplevelser og aktuelle
emner passerede henover henholdsvis kaffe- og blomkålsgratin-bordet.
På et
tidspunkt fløj en helikopter temmelig lavt ind over Fauske og
Arnold sagde, at det var nok "dem militæret, der holder
øvelse" og fortalte, at der var en meget stor
NATO-øvelse i Nord-Norge netop på det tidspunkt "Blue-et-aller-andet"
(jeg husker ikke mere, hvad øvelsen hed) og, at der i den
forbindelse var en masse fremmede og spændende fly på
besøg på flyvepladsen i Bodø.
Afholdelsen af
NATO-øvelsen forklarede jo så, hvorfor vi havde
mødt mange og lange kolonner af militære
køretøjer på vej nordpå. Men det med
fremmede og spændende fly, det var lige os, min mand havde
været i Flyvevåbenet i flere år, og jeg havde en
fortid i Luftmeldekorpset, så dem måtte vi ud og kigge på.
Så efter en
lang og hyggelig dag hos Arnold kørte vi tilbage til Polar
Camping midt om natten, og selvom det ikke var bælgmørkt,
så var det altså mørkt, og vejen, der flere
steder lå meget tæt på Saltdalsfjorden og Saltelva,
var smal og snoet og flere steder uden autoværn, så
tilbageturen tog noget længere tid end udturen!
Næste dag
pakkede vi køleboksen med frokost, fyldte kaffe på
termokanden og kørte til Bodø (135 km), hvor vi hurtigt
fandt Bodø lufthavn, der også er en civil lufthavn, men
Arnold havde sagt, at de militære maskiner sandsynligvis holdt
helt ude i den ene ende af lufthavnen, helt derude hvor
radioamatørerne i Bodø havde deres klubhus. Der fandt
vi ud og parkerede bilen på en fuldstændig tom, ikke ret
stor grusbelagt parkeringsplads, der stødte lige op til hegnet
omkring lufthavnen, og vi havde allerede set, at der stod flere store
militære fly parkeret ca. 50 m inde på pladsen.
Vi stod ud af
bilen bevæbnet med fotografiapparater og gik over mod hegnet,
hvorfra vi regnede med at kunne tage nogle flotte billeder af de
spændende fly, men inden vi nåede så langt, kom to
militærpersoner gående inde på den anden side
hegnet og gjorde os opmærksom på, at der måtte vi
sandelig ikke holde, og desuden var det forbudt at fotografere! Vi
havde dog ingen skilte set hverken med indkørsel forbudt eller
andre forbudskilte, men vi ville ikke diskutere med de to
militære herrer, der ellers var flinke nok, så vi gik
tilbage til bilen og kørte og fik altså ikke set ret
mange spændende og fremmede fly - bare ærgerligt!
Nå - det var
der jo ikke så meget at gøre ved, så vi
kørte ind til Bodø og så lidt på byen,
havnen m.m.
De
efterfølgende par dage, mens vi boede på Polar Camping,
besøgte vi bl.a. Junkerdalen og krigskirkegårdene i Botn
ca. 5 kilometer fra Rognan, hvor 1.657 jugoslaviske krigsfanger
ligger begravet. Det var en underlig og meget kontrastfyldt
fornemmelse at stå på den jugoslaviske
krigskirkegård for bagefter at køre et kort stykke til
den gamle berygtede Botn-fangelejr, der var lavet om til tysk krigskirkegård.
Det var kun
Vorherre der havde "holdt orden" på den jugoslaviske
kirkegård, den var tilgroet med græs og vilde blomster,
mens den tyske kirkegård var næsten pinligt i orden og
med store sorte monumenter.
Jeg har senere
hørt, at der nu er ryddet og gjort pænt i stand på
den jugoslaviske kirkegård, så den fremstår
ligeså "pæn" som den tyske, så man kan se
de mange små sten med fremmede navne eller måske bare en
sten med et tal, der angiver, hvor mange, der er begravet under den.
Stemningen på
kirkegårdene var meget speciel, men ikke ens, og det skyldtes
ikke alene græsset og de vilde blomster kontra store, sorte
monumenter. På den jugoslaviske følte man - i hvert fald
jeg - en bedrøvet og sorgfuld blød, rund stilhed, mens
stilheden på den tyske virkede magtfuld, hård og knugende.
Arnold fortalte
senere, at de fleste af de begravede jugoslaviske krigsfanger, var
omkommet eller dræbt under bygning af "Blodveien"
samt, at det nok ikke var alle de omkomne krigsfanger, der var blevet
begravet på kirkegården, for da man mange år efter
krigen ville forbedre en del af "Blodveien", fandt man
flere skeletter, der bare var brugt som "fyld" under den
gamle vej.
"Blodveien"
er et kort stykke af vejen mellem Botn og Saltnes lidt nord for
Rognan i Saltdal. Den blev anlagt af tyskerne under Anden Verdenskrig
(1942-45) ved hjælp af bl.a. jugoslaviske tvangsarbejdere, og
det er disse tvangsarbejdere, der ligger begravet på den
jugoslaviske krigskirkegård.
På en af de
stejle fjeldvægge langs "Blodveien", der faktisk er
hugget ind i fjeldsiden langs Saltdalsfjorden, kan ses et
rødmalet kors. Dette kors malede en fange med sin broders
blod, da han overværede at en tysk soldat skød ham.
Arnold mente forresten, at der var lavet en film om bygning af "Blodveien".
Der er/var mange
minder fra Anden Verdenskrig i Nord-Norge. Vi fandt bl.a. under en
vandretur på en skovvej, der gik op til et lille sted, der
hedder Kjemåga på den modsatte side af E6'eren lige
overfor Polar Camping i Storjord, et meget stort, gammelt og meget
rustent "komfur". Da vi senere spurgte indehaveren af Polar
Camping, hvad det var for noget underligt noget, der lå i
skoven på dem modsatte side af vejen, svarede han, at det var
et gammelt feltkøkken fra krigens tid!
Nå - men
feriedagene gik jo, og der var lang vej hjem til Danmark, så
efter et par-tre dage på Polar Camping besluttede vi os til at
vende næsen sydover.
Ved hytten på
Polar Camping havde vi, den første aften vi nåede frem,
opsat "støvsugerrør-antennemasten" med den
invertede-V antenne. Den var jo rimeligt iøjefaldende og blev
derfor som regel årsag til spørgsmål fra
campingplads-værter samt andre beboere på campingpladsen,
men der var altid stor forståelse for, at vi rejste den,
når vi forklarede, hvad det var for et stavær, og vi tog
naturligvis hensyn til, at f.eks. dens barduner ikke generede andre
beboere på pladsen.
Den morgen vi
havde besluttet at køre sydpå, var vi de eneste beboere
tilbage på pladsen, Der havde ligget nogle rypejægere i
en anden hytte, men de var enten kørt hjem eller var taget
tidligt på fjeldet for at skyde ryper. Vi havde, da vi ankom,
valgt en hytte så langt inde på pladsen som muligt, bl.a.
for at der kunne være god plads til antennemastens barduner.
Pladsen var som
nævnt "befolket" med løse får, så
det var bedst at befordre sig rundt iført gummistøvler,
så min mand tog gummistøvler på og gik om bag
hytten for at tage antennen ned.
Vejret var fint,
men køligt, det var tidligt om morgenen, og campingpladsen var
meget våd af dug, så for ikke at rende ud og ind af
hytten med våde støvler, mens jeg pakkede vores habengut
i bilen, stillede jeg det ud på den smalle terrasse, der var
foran hytten. Det var almindeligt, at man gjorde rent efter sig i
hytten, så der var ingen grund til at svine mere end
højst nødvendigt.
På et
tidspunkt ser jeg ned over pladsen mod indkørslen, som lå
et godt stykke fra hytten, og ser en fin nyvasket bil parkere og to
herrer i jakkesæt og blankpudsede sko stige ud.
Jeg lagde
mærke til dem, fordi det var sjældent, man så
herrer med jakkesæt og blanke sko på en campingplads, det
var mest jægere eller fiskere, der lå på camping
så "langt mod nord" midt i september måned - og
så lige et par "danske turister" som os. Det kunne
også være svært at holde en bil fin nyvasket, da en
del veje ikke var asfalterede, så jeg troede først, at
de skulle ind til campingchefen, der boede privat i et hus nede ved
indkørslen, men de kom "trippende" op over pladsen
op imod os. Jeg fortsatte med at pakke sammen og stille ud på
terrassen, da de pludselig stod udenfor hytten.
De hilste
pænt goddag - på norsk - og spurgte, om vi var på
camping, hvilket jeg jo kun kunne bekræfte, selvom jeg syntes,
det var et lidt underligt spørgsmål, for det fremgik jo
rimeligt tydeligt!
Det var et par
nydelige midaldrende herre, de stod og "trippede" lidt midt
i det våde græs m.m. (fårene !!), og så
spørger den ene, om det ville være til megen ulejlighed,
hvis han bad om lov til at se hytten indvendigt for, "han havde
altid ønsket sig at se sådan en norsk bjælkehytte indvendig!"
Jeg ved ikke
rigtig, hvad jeg tænkte, måske ikke så meget,
måske at de måtte være fra Oslo eller en anden
større by, og var kommet "lidt for langt væk
hjemmefra", siden de aldrig havde set en norsk bjælkehytte
indvendigt, men da jeg som regel er et venligt menneske, svarede jeg,
at det måtte de da godt, det var jo ikke "vores"
hytte mere, da vi var ved at bryde op.
De kiggede sig
omkring i den efterhånden tømte hytte - jeg havde jo
båret al grejet, kufferter, soveposer m.m. ud på
terrassen, og min mand havde, inden han gik i gang med nedtagning af
antennemasten, anbragt den "store" HF-station på
bagsædet af bilen i en dertil beregnet kasse, så vi
f.eks. kunne lægge soveposer, tæpper eller andre lette
ting ovenpå.
Da den
"nysgerrige nordmand" tilsyneladende ikke fandt, hvad han
kiggede efter, spurgte han, om vi havde været "langt
omkring" og "set noget".
Jeg tror nok, jeg
var begyndt at blive lidt irriteret, for hvad kom det dog ham ved!
Min mand havde imidlertid bemærket de to jakkesæt
klædte herrer og kom hen til hytten og fortalte, at vi havde
bl.a. været i Junkerdalen og på krigskirkegårdene,
og så havde vi besøgt vores gode ven Arnold i Fauske.
Om vi havde venner
i Fauske?
Jamen det havde vi
da, og så fik de forklaringen om, at "radioamatører
er næsten som en loge", hvor alle er venner med alle,
uanset om man måske aldrig har set hinanden før!
Nåeee - var
vi radioamatører - og fra Danmark - jae, men så
måtte vi undskylde!
Undskylde??
Og så kom
forklaringen på deres mærkelige fremfærd.
Det viste sig
nemlig, at de to herrer i jakkesæt var kommandanten plus en
anden "høj herre" i civil fra den
militærforlægning, der lå i en stor træbarak
et lille kilometer længere sydpå af E6'eren. Vi havde
godt set, der var militærforlægning der, næsten
lige overfor vejen ud til Junkerdalen, men det havde vi jo ikke
tillagt noget særligt, men blot konstateret, at der lå en
kaserne uden at bekymre os yderligere om det!
Det viste sig
ydermere, at vi var blevet lagt mærke til - meget endda - da vi
med fuldstændig ren samvittighed, mødte op ved hegnet
ude ved Bodø lufthavn for at fotografere flyvemaskiner.
I forbindelse med
NATO-øvelsen var der nemlig landsat to "spioner" i
Nordland. Ingen vidste, om det var mænd eller kvinder eller
måske "et par". Ingen vidste, hvorledes de var
forklædt, man vidste kun, at der var sat to personer i land -
pr. skib eller fly - som skulle agere spioner under NATO-øvelsen.
De måtte bruge alle kneb for at gemme sig i deres forsøg
på at spionere og skulle samtidig prøve at komme
så langt sydpå som muligt, inden de evt. blev taget til fange!
De havde troet det
var OS, der var spionerne, og havde talt om, at det var genialt
fundet på, at forklæde de landsatte spioner som et par
turister, og man havde regnet med at fange spionerne - i form af OS -
inden de var kommet syd for Polarcirklen, hvilket sikkert også
ville have været en stor triumf for dem!
Men der blev de
altså skuffede, for da vi nævnte - uden at vide, hvad det
betød, at vi kendte Arnold, der bl.a. havde en militær
fortid så langt tilbage som til Anden Verdenskrig, og kunne
nævne ting om ham, som et par "rigtige spioner" ikke
ville vide, ja, så blev vi altså "frikendt".
Så vi forlod
i løbet af kort tid Polar Camping som "frie fugle",
men vi morede os til langt syd for Polarcirklen over, at vi lignede
et par spioner.
Bagefter har jeg
tænkt over, hvordan de pæne herrer ville ha' grebet
situationen an, hvis vi ikke havde været et par venlige og
snakkesalige turister, der gerne ville fortælle om vore
oplevelser, men måske afvisende og morgensure.
Var vi mon blevet
"anholdt" - med en lidt større "oplevelse"
tilfølge ? !
Vy 73 de OZ1CRY |
