Næste side

Inden jeg flyttede til Lolland og fik huset fyldt med misser, havde jeg en schæferhund, Tempo, der var en meget speciel hund, hvilket de fleste nok vil mene, at lige netop deres hund er, men han var nu noget særligt! Vi købte ham fordi den gamle sorte collie, Sussie, som vi havde og som mest var "min mands hund", var blevet gammel, og vi regnede ikke med, at hun kunne holde ret meget længere. Hun livede dog op, da Tempo flyttede ind, og levede i fred og fordragelig med den "unge herre" i næsten et helt år. Tempo var 8 måneder, da vi fik ham. Han havde først været i lære som politihund, for han var stor og kraftig, for stor til at bruge som avlshund, selvom han var en "fin herre" med stambog og det hele, men som sagt for stor (høj og lang) til avlshund, hvis der skulle komme fine udstillingshunde ud af det. Politiet var dog ligeglad med hans "storhed", måske nærmest glad for den, men Tempo var bange for skud, så da han kom til prøverne, hvor det skulle konstateres, om han var "skudfast", så fór han om bag den nærmeste busk i skræk og rædsel, så han dumpede med et brag som politihund. Han blev derefter sat til salg med den bemærkning, at han ikke egnede sig til avl, da han var for stor. Dette reducerede jo prisen lidt, men da vi kun skulle have en familiehund, der også kunne fungere som "vagthund", var det jo udemærket. Så vi kørte ud til kennelen, hvor han var født og var kommet tilbage til efter den mislykkede skudprøve, for at se på ham. Bjarne, der ejede kennelen, havde arbejde som vægter flere steder i København og brugte moderen til Tempo Bjørn - som han hed på dåbsattesten - som "medhjælper". Tempo var næsten solgt til anden side, da vi kom derud, men da Bjarne hørte, at hos os skulle Tempo være familiehund, ville han hellere sælge ham til os end til den anden køber, hvor hunden skulle være vagthund på byggepladser og lignende, altså gå rundt og passe på, at der ikke kom tyve og røvere om natten! Vi blev inviteret indenfor i stuen og fik serveret kaffe, mens vi snakkede om Tempos eventuelle fremtidige liv hos os. På et tidspunkt rejste Bjarne sig og sagde, at så måtte vi jo se, om hunden også ville "ha' os"! DET ville han. Da Bjarne lukkede Tempo ind i stuen ude fra køkkenet - der var ca. 4-5 meter hen til køkkendøren - mødtes hundens og mine øjne, og Tempo gik direkte over til mig, møvede sig ind under sofabordet og lagde hovedet i mit skød! Jeg ved ikke, hvem der blev mest overrasket, men i hvert fald var det "kærlighed ved første blik". Tempo blev familiehund, men var altid "mest min" hund, og igennem årene var morgen-lufte-turen ikke god nok, hvis ikke det var mig, der havde luftet ham, om det så bare lige var ud af havelågen og ind igen. Det skete jo enkelte morgener, at der var stress på med madpakker, der skulle smøres m.m.m., hvor det på grund af tidnød var min mand, der luftede Tempo, men godt nok, nej, det var det ikke, og selvom Tempo havde besørget både det ene og det andet, så stirrede han på mig med store, brune hundeøjne, indtil jeg forbarmede mig over ham og lagde smørekniv eller andet, jeg var optaget af, og gik få skridt ud af havelågen med ham, så var hundens morgen reddet, og han var parat til at være "vagthund" resten af dagen, mens vi kørte på arbejde. Tempo elskede at spille fodbold eller lege med en kæp, og det var næsten altid mig, der først blev træt af at sparke til bolden eller kaste med kæppen. Hunden kunne blive ved i det uendelige. Jeg talte en dag, hvor vi legede med kæppen, hvor mange gange han "gad" løbe diagonalt ned over græsplænen - ca. 50-60 meter frem og tilbage - for at hente kæppen og bringe den tilbage til mig igen. Jeg kom til 52 (ca. 2,5 km), så var JEG træt, og selvom hans tunge var blevet temmelig lang, så lagde han sig med kæppen foran mig, mens øjnene sagde: "En gang til mor!"

"Én gang til Mor!"

Kæppen var, som det ses på billedet, en 20-30 cm lang firkantet "bjælke", dog ikke større end hunden let kunne gabe over den (ca. 6-7 i diameter) og den blev jævnligt "slebet", så han ikke fik splinter i tungen eller munden, når han kastede sig over den, så jordklumper og græstotter fløj om ørerne på ham. Jeg brugte en særlig legehandske (læder arbejdshandske), når vi legede med kæppen, for den blev jo under legen temmelig snasket af hundesavl m.m., og enkelte gange kunne han godt i sin iver finde på at snappe efter kæppen, inden jeg havde kastet den, også selvom han godt vidste, at det måtte han ikke, og det gjorde avs og gav sommetider en blå finger! Handsken opbevarede jeg i en lille rullekurv, der stod under en lille bordplade ved vinduet i køkkenet, og hvis Tempo syntes, at nu var det tid til en legetur i haven, så fiskede han selv handsken op af kurven og lagde den foran mig. Sommetider havde jeg jo ikke "tid" lige på det tidspunkt, Tempo syntes det var legetid, men hvis jeg blev ved med at ignorere den "kastede handske", tog han den og lagde den ovenpå mine fødder, for: "Du kan da vel nok forstå, at jeg vil lege!", og hvis jeg - f.eks. om vinteren - kom til at sige ordet "vante", så var Tempo der som en lyn, ud til kurven, fat i handsken - i daglig omtale kaldet "vanten" - og hen til hoveddøren, for nu skulle der leges.

Her er der fuld fart på - tilbage med kæppen, så man kan få en tur til .

Tempo elskede også at spille "fodbold", og jeg ved ikke hvor mange plasticbolde i håndboldstørrelse jeg har købt til ham, men det er mange. Plasticbolde blev dog ret hurtigt punkteret af hans hjørnetænder og var sommetider næsten kun en las, inden den blev kasseret og en ny indkøbt, men det var som om hunden kunne læse mine tanker, for når jeg begyndte at tænke på, at nu var bolden altså for laset til at lege med og overvejede at smide den ud og købe en ny, så gravede han den ned i haven, og så var der jo "sport" i at finde den og grave den op, inden vi kunne lege.

Her ligger Tempo med resterne af en bold. Hvor i haven det stykke, der mangler er gravet ned - - det er ikke godt at vide.

Engang havde han fået punkteret en plasticbold og lavet en flænge i den, men havde endnu ikke fået gnasket den i stykker, så hvis jeg gav bolden lidt "kunstigt åndedræt" inden vi begyndte legen, fungerede det udmærket. Jeg sparkede til bolden "fyldt med luft", og Tempo fór af sted efter den, fangede den - sommetider i luften - og kom tilbage og lagde den foran mig, hvor bolden så igen "fik vejret". Han blev mere og mere ivrig jo flere gange jeg sparkede, og lagde sig på vagt med vildt logrende hale lige foran mig og bolden parat til næste tur ned over plænen. Jeg gav bolden et ordentligt "Laudrup-spark", men ramte lige i flængen, hvorved bolden "klappede sammen" om min fod og blev siddende. "Haps!" sagde Tempo, og bed hårdt om bolden og - - om min fod! Jeg ved ikke med hvor mange kilos tryk en schæferhund bider, men det gjorde "katteme" ondt! Han slap selvfølgelig med det samme og så temmelig flov ud, da jeg vistnok sagde en hel masse ord, der ikke egner sig til gengivelse her. Jeg rendte rundt med meget sortblå fod i lang tid! Det med plasticboldene blev nu for "dyrt" i det lange løb - og gav blå tæer - så efter at have købt en fin ny plasticbold, der sagde "hyisssst" den allerførste gang, han hentede den nede bag i haven, besluttede jeg at investere i en rigtig læderbold. Den blev indkøbt i en sportsforretning, der tilfældigvis havde en "lidt skæv" håndbold i rød-hvide farver. Den holdt længe, men endte til sidst også som en las, da han efter utallige ture frem og tilbage i haven havde fået trykket den så flad, at han kunne få hjørnetænderne ned gennem syningen og derved punktere den "slange", der var indeni, men herefter blev der altid købt en rigtig læderbold, der holdt betydeligt længere end en plasticbold. Jeg brugte aldrig bolde i tennisbold størrelse, da jeg havde set en bekendts schæferhund næsten blive kvalt i sådan én. Da hunden hoppe i vejret for at snappe efter bolden, røg den langt ned i halsen på hunden, og den kunne ikke hoste bolden op igen. Kun et lynhurtigt besøg hos dyrlægen reddede hundens liv. Derfor får jeg altid "kuldegysninger", når jeg se mennesker lege med små bolde, når de leger med deres hund!

Tempo med en af sine læderbolde. Farven er for længst slidt af, og der er en mindre revne lige i midten. Hans tunge kunne blive MEGET længere - efter 52 gange ned over græsplænen - !

Tempo var en trofast og god hund i mange år. Det område, hvor jeg boede dengang, var - navnlig om vinteren - temmeligt dødt og lå ikke ud til befærdet vej, faktisk var det kun os, der boede der om vinteren, så normalt kom der på den årstid kun mennesker, der var stedkendt. Tempo og jeg havde en særlig rute til aften-lufte-turen - næsten altid den samme - sommer eller vinter, som jeg kaldte "firkanten-rundt". Det var en tur rundt i en del af udstykningen, der bestod af ca. 200 huse, hvor kun en 6-8 stykker var godkendt til helårsbeboelse, deriblandt vores. Der var ingen gadebelysning og dermed meget mørkt om vinteren, og området fremstod næsten som en lille skov, da der var høje beplantninger omkring de fleste af husene/grundene. Men jeg var ALDRIG bange for at gå i udstykningen - bælgmørkt eller ej. Jeg er som udgangspunkt ikke bange for mørke, men der var jævnligt en del indbrud og lignende i området, og man hørte jo om, at det ikke altid var lige heldigt at komme "i vejen" - med vilje eller ej - for et par indbrudstyve. Jeg havde altid Tempo i snor, når vi gik tur, fordi jeg havde erfaring med, at mange mennesker var bange for en stor, løs hund. Uanset hvor meget jeg vidste, at jeg havde check på hunden, så var der ingen grund til at provokere eventuelle andre beboere eller besøgende i området, og det var ikke alle, der syntes, at det var morsomt at blive hilst på af en stor, logrende og "farlig" hund. En vinter- eller efterårsaften var Tempo og jeg på tur "rundt-i-firkanten". Det var mørkt og småregnede, og jeg så godt, at der kom en lille, mørk bil kørende ind i området, da jeg gik ud med ham, men jeg regnede med, at vedkommende havde lovligt ærinde. Det havde han også, men han var ikke stedkendt og havde troet, at han kunne køre en genvej gennem vores udstykning for at komme over til naboudstykningen. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre, da der var en aflåst bom mellem de to udstykninger, som kun brandvæsen og politi havde nøgle til. Da den stakkels unge, vildfarne mand havde prøvet alle veje i vores udstykning for at komme over til naboudstykningen, som et kort nemlig viste, at man kunne, kom han kørende langsomt bagfra og standsede lige ved siden af mig. Tempo blev mindst to meter høj, rejste børster og knurrede højlydt. Den unge mand, der var kørt op på siden af mig med nedrullet siderude for at spørge om vej, skyndte sig at rulle vinduet op igen og så temmelig forskrækket ud, og spurgte så ud gennem en lille sprække , hvordan man kom over til en adresse i naboudstykningen. Tempo blev "sat på plads", mens jeg forklarede den unge mand, hvordan han kom over til "naboen", hvorefter han skyndte sig at takke og køre, mens jeg roste Tempo og sagde, at han var en "god hund", for det var godt, han passede på "mor", når hun blev tiltalt af fremmede herrer i bælgravende mørke. Tempo var en god vagthund, han lod ikke mange komme ind på "sin grund" eller i "sit hus", medmindre jeg sagde, at "han/hun må godt være her!", men så var han også den sødeste og flinkeste hund og kunne finde på at tigge velkendte gæster om en lege-tur i haven, han kom simpelthen - midt i at man sad og drak kaffe eller talte sammen - og smed "vanten" foran vedkommende, som om han ville sige: "Nu kan du altså også godt lige lægge mærke til mig!", og sommetider lykkedes det da også, at få lokket gæsten med udenfor til en gang fodbold eller kæp-kastning. Engang var en af vore gode venner på besøg sammen med sin lille søn, der var ca. 2 år måske lidt yngre, for han kunne kun lige stavre af sted, og han ville med sin far ud, da han gik ud for at lege med Tempo og kæppen. Lidt senere - sandsynligvis efter at jeg havde ryddet kaffebordet - gik jeg også ud og så drengen stavre af sted med kæppen, som han dårligt kunne bære, mens Tempo, der var lige så høj som drengen, trippede sidelæns ved siden af i ivrig forventning om, at nu blev kæppen nok snart kastet. Jeg fik et "sug" i maven, da jeg så det, for tænk hvis Tempo snappede efter kæppen, som han en gang imellem kunne finde på, hvis han syntes, at jeg ikke var hurtig nok til at kaste den, men nej, det var som om hunden forstod, at drengen kun var en "hvalp", der skulle tages særligt hensyn til, og da drengen efter nogle få skridt tabte kæppen og stavrede videre, samlede Tempo den op og lagde den forsigtigt foran drengens fødder. Tempo var ellers ikke vant til mindreårige børn og plejede at gemme sig bag en lænestol, hvis der kom højrøstede eller støjende børn på besøg, men her viste hunden næsten en rørende hensyntagen til, at det var et lille barn, der legede med ham. Det var værre med vores flinke skraldemand. Han kom tidligt hver tirsdag morgen, næsten inden vi var stået op, men en morgen var skraldemanden lidt sent på den, og det var vi andre også. Da hele haven var indhegnet, skete det på lidt stressede morgener, at jeg bare lukkede hunden ud i haven, så han kunne finde sin sædvanlige hyldebusk nede bagest i haven og besørge der. Han lagde aldrig klatter midt på græsplænen, men gik altid ned i det bageste hjørne af haven ved siden af kompostbunken, hvor der groede et selvsået hyldebærtræ, som han satte sig under. Det var ikke noget, jeg havde lært ham, men det var jo temmelig praktisk, da jeg så ikke skulle fjerne klatter fra græsplænen! Skraldemanden skulle, for at komme ind og hente skraldeposen, gå ned langs carporten i indkørslen, gå ind af havelågen, der hvor carporten endte, og derefter gå ca. 4-5 meter hen til hushjørnet, hvor skaldestativet stod. Idet jeg lukker Tempo ud af hoveddøren med hovedet fuldt af alt det, jeg skulle nå, inden vi kunne køre på arbejde - bl.a. gå tur med hunden: "to-skridt-udenfor-lågen" - var skraldemanden ved at fjerne sækken fra stativet. Tempo sprang næsten i eet spring de 3-4 meter fra hoveddøren og hen til skraldemanden og bed sig fast i hans venstre overarm. Det var heldigvis en vintermorgen, så skraldemanden var "godt polstret" med bl.a. termotøj. Jeg skreg "på plads", mens skraldemanden prøvede at ryste "rovdyret" af ved at vende ryggen mod havelågen og gå baglæns ud, mens han skubbede til hunden med den næsten fyldte skraldesæk, men Tempo holdt fast! Først da jeg råbte "Stå stille!" til den stakkels skraldemand og greb Tempo i nakkeskindet slap han. Skraldemanden fór ud af lågen, inden jeg fik talt med ham og væk var han. Nu vidste jeg tilfældigvis, hvor skraldemanden boede og, at han holdt forholdsvis tidligt fyraften (midt på formiddagen), så da jeg var kommet på arbejde, ringede jeg til ham og spurgte, om der var sket ham noget og, om han var godt og grundigt sur! Njaee, det vidste skraldemanden ikke rigtigt, hunden havde jo kun "forsvaret" det, der var dens, og den plejede jo aldrig at være ude om morgenen, men han havde været sent på den, og han havde selv hund, så han vidste jo godt, at der kunne ske et "uheld" - men - hvis jeg havde hunden forsikret (hvilket jeg naturligvis havde), ville han altså godt have et nyt sæt termotøj, for det venstre ærme var flået i stykker. Skraldemanden fik naturligvis et nyt sæt termotøj betalt - uden vrøvl - af hundens forsikring, og skraldemanden og jeg aftalte, at jeg hver tirsdag morgen ikke "bare" lukkede hunden ud, inden jeg havde konstateret om skraldeposen var tømt. Jeg tilbød ellers - for aldrig mere at komme ud for sådan en forskrækkelse - at sætte posen udenfor hegnet, men det takkede han nej til. Jeg var meget glad for, at skraldemanden end ikke havde fået en blå overarm, Tempo havde heldigvis kun fået fat i hans tøj, men jeg var også meget glad for skraldemandens store forståelse for "uheldet", der ellers godt kunne havde givet anledning til en masse ballade. Desværre fór Tempo ikke i armen på de tyveknægte, der ved højlys dag "tillod" sig at bryde ind i bl.a. vores nabos hus og stjæle radio, TV, m.m., men heldigvis fangede politiet dem, da de - ligesom den vildfarne unge mand i vintermørket - troede, de kunne køre en smutvej bag ud af udstykningen. Episoden foregik en dag, hvor jeg havde fri fra arbejde og sad og hyggede på mit kontor med min computer. Tempo plejede ved sådanne lejligheder at ligge og sove i den åbne dør ind til kontoret. Han havde lært, at han ikke måtte ligge inde på kontoret, der ikke var ret stort, for han lagde sig altid lige bag ved min kontorstol og kunne - til trods for sin størrelse - komme listede så stille, at jeg ikke opdagede, at han lå der Jeg var én gang kommet til at køre over hans ene pote med stort hyl og piven som resultat, heldigvis skete der ikke noget med poten, men efter den tid fik han adgangsforbud til kontoret. Den omhandlede dag sad jeg ved computeren og var optaget af at lave et eller andet, men Tempo ville ikke falde til ro. Han fór op flere gange, gøede højlydt og gik til hoveddøren. Jeg kiggede ud, men der var ingen at se. Da han havde forstyrret mig på den måde flere gange, gik jeg ud med ham, for noget måtte der jo være galt. Da Tempo - højt gøende - og jeg kom ud til havelågen, så jeg to unge mennesker stå ude på vejen iført nogle meget smarte læderjakker. Jeg spurgte dem, om der var noget de søgte. Det var der ikke, de skulle "den vej", svarede de og pegede ned mod den bageste del af udstykningen. Tempo var stadig temmelig ophidset, men blev jo kaldt til orden, hvorefter jeg gik ind efter hans snor og gik en lille tur op ad vejen, mens de unge mennesker forsvandt i den modsatte retning. Jeg var kommet ca. 100 op ad vejen, da genboens søn kom farende og spurgte, om jeg havde set nogle unge mennesker, hvilket jeg jo kunne bekræfte, hvorefter han ophidset spurgte, hvor de var gået hen. Det viste sig så, at de to unge mennesker havde lavet flere indbrud - ved højlys dag - forskellige steder i udstykningen, men var blevet forstyrret af nogle ovre på parallelvejen, som ringede efter politiet, der nu var på vej. I løbet af få minutter kom en politibil susende ind i udstykningen, og jeg forklarede hvilken vej, jeg havde set de to unge mennesker gå. Kort tid efter kom genboens søn, der løb efter politibilen, da den kørte videre, og fortalte, at politiet havde fanget dem. De havde været tre personer om at tømme diverse sommerhuse for radio, TV m.m. og var kommet kørende i en gammel rød Kadet varebil, men da de blev forstyrret ovre på parallelvejen, var pigen, der kørte bilen, bare kørt sin vej, hvorimod to unge mænd i de smarte jakker var løbet fra stedet. Chauffør-pigen, der jo nok ikke var stedkendt, var imidlertid kørt den forkerte vej, det vil sige ned i bunden af udstykningen, hvor vejen endte ved en mindre mose, der kun kunne forceres på gåben, og hvor pigen var ved at vendte bilen, der var fyldt med alle tyvekosterne OG de to unge "smarte" mænd, da politiet kom. Jeg hørte senere, at de "smarte" læderjakker havde været meget billige - ! - de var nemlig anskaffet ved et indbrud i en forretning i Frederikssund. Hvis jeg havde vidst, at de to "smarte fyre" ikke havde rent mel i posen, havde jeg måske ladet Tempo tage "en bid" af dem, men bagefter var jeg nu meget godt tilfreds med udfaldet af hele episoden, for måske havde Tempo ved sin vedvarende uro forhindret, at de to unge mænd havde forsøgt indbrud i vores hus, og måske var der blevet en masse ballade, hvis han havde "bidt mærke" i dem. De forskellige naboer i udstykningen fik deres radioer, TV m.m. tilbage, men var temmelig ærgerlige over, at de unge mænd ikke havde haft tålmodighed til at tage stik m.v. ud af apparaterne før de fjernede dem, men bare havde klippet ledninger og kabler over.

Næste side

Retur til oplevelser

Har du lyst til at kommentere ovenstående, så send mig en mail her