|
Jeg
er Ulleren - i starten kaldte mor mig Ulveøje, fordi jeg har
sådan nogle knaldgule øjne ligesom en ulv, men det blev
til Ulleren eller Uller-Buller.
Jeg flyttede til
Spurvely i september/oktober måned 1997. Jeg boede ellers ovre
i Magletving ca. 1 km herfra hos en gammel mand, der hed Kaj Nielsen,
og som mor kendte lidt, men en dag blev der så underligt stille
i mandens hus, så jeg gik en tur over marken og flyttede ind i
det gamle legehus, der står i vores have. Det havde mor fyldt
med halm, for hun havde sat nogle planter derind, der ikke kunne
tåle at være udenfor om vinteren, og dækket dem til
med halm.
Der boede jeg i
ca. 14 dage, de andre misser så godt nok noget surt på
mig, det var dengang mor stadigvæk satte mad udenfor til sine
misser, men når de var færdige med at spise, listede jeg
over til køkkendøren og spiste resterne. Sommetider
spiste de andre misser al maden, men det lagde mor mærke til,
så hun kiggede altid efter, om der var lidt tilbage til mig.
Mor fandt
selvfølgelig hurtigt ud af, at jeg boede i legehuset. Hun
sagde i starten, at jeg skulle gå hjem til mig selv, for hun
havde jo set mig ovre ved Kajs hus, men jeg kiggede bare
undersøgende på hende med mine gule øjne, og hun
så slet ikke sur ud, når hun sagde det.
Da jeg havde boet
i legehuset i ca. 14 dage gik jeg lige hjem til Magletving igen for
at se, om Kaj Nielsen måske var kommet tilbage, men det var han
ikke. Mor havde læst i avisen, at han var død i august
måned 1997, det var hun ked af, for hun ville gerne have haft
ham til at lave en tallerkenrække til køkkenet, for han
var så dygtig til at lave noget i træ, men det kunne han
jo så ikke, og jeg havde ikke mere Kaj Nielsen at bo hos.
Naboen til Kaj
Nielsen ville jeg ikke flytte ind til, for de har en stor Sankt
Bernhardshund. Den er nu vældig sød og gør ikke
misser noget, den er ikke som den sorte hund, de andre misser har
fortalt mig om, men den er måske lidt underlig. Den er
overhovedet ikke bange for biler! Det er kun en lille vej, der
går ovre i Magletving og alle, der kører dér,
ved, at den gamle Sankt Bernhardshund ikke er bange for biler, men
lægger sig midt på vejen for at sove, hvis den nu
altså lige har lyst til det.
Jeg har sommetider
siddet inde i Kaj Nielsens have og grinet i knurhårene,
når den lille bus, der kører der engang imellem, kom,
for hunden flyttede sig ikke! Første når
chaufføren stoppede bussen, stod ud og pænt gik hen og
bad hunden om at lægge sig ind i rabatten, så flyttede
den sig - langsomt - selvfølgelig var den gammel og stivbenet
- men alligevel. Jeg turde i hvert fald ikke ligge midt på
vejen og regne med, at bilerne stoppede for mig, for jeg er
efterhånden også ved at være gammel og stivbenet.
Jeg tror nok jeg
er født i 1990 eller måske lidt før, jeg kan ikke
huske det, men mor og dyrlægen mener, at jeg er "en
halvgammel mis", men jeg var som sagt lige hjemme i Magletving
for at kigge, men der var ingen jeg ville bo hos, så efter en
lille ugestid, gik jeg igen tværs over markerne og over til
Spurvely og flyttede igen ind i legehuset.
Mor så
straks, at jeg var kommet tilbage og kom og sagde "Hej med
dig!" Hun prøvede flere gange at lokke mig ind i huset,
men der var jo alle
de andre misser, og de var stadig noget
sure på mig.
Det blev
efterhånden efterår og rigtigt koldt og væmmeligt.
Det regnede og stormede, og der var ikke så hyggeligt mere
derovre i legehuset. Mor havde endda sat en ekstra plade op, så
det ikke blæste så meget ind på mig, og hun kom
over til mig med lunken missemad og lunkent vand med en lille smule
mælk i. Det var dejligt.
I starten var jeg
ikke helt sikker på, om hun nu også var sød ved
fremmede misser, så jeg ville helst ikke have, at hun aede mig,
men efterhånden fandt jeg ud af, at hun var noget så
sød. Hun blev også ved med at sige, at jeg skulle komme
med ind i huset - bare ind i køkkenet - for jeg havde
fået dårligt øje af at ligge ude i al det
blæsevejr og regn, så til sidst fulgte jeg med hende ind
i køkkenet, og så lukkede hun bare døren ind til
stuen, hvor de andre misser var, og så kunne hun og jeg hygge
os i køkkenet med mad og varme.
Hun prøvede
at dryppe mit dårlige øje med noget væmmeligt
noget, men det brød jeg mig altså ikke om, for det sved
meget, og jeg var lige ved at blive sur og rive hende.
Mor troede i
starten, at jeg var en hanmis. Hun prøvede godt nok et par
gange at løfte min hale for at kigge mig bagi for at se efter,
men dengang gad jeg altså ikke det pjat, så jeg blev sur
og knurrede. Jeg har en masse langt hår bagi, så hun
kunne ikke rigtig se, om jeg var en dreng eller en pige, men hun
troede altså, at jeg var en dreng, fordi jeg er så stor
og har sådan nogle store poter.
Nå,
efterhånden fandt de andre misser jo ud af, at jeg var temmelig
fredelig, og så jeg fik også lov til at komme ind i
stuen, hvor jeg elskede at sove på det dejlige bløde,
grønne tæppe på sofaen.
I januar
måned 1998 begyndte mor at køre til dyrlægen med
alle de andre misser. Prik
og Gråmis,
der jo er drenge, var efterhånden blevet så store og
frække, at hun var bange for, at de skulle forelske sig i en af
hunmisserne, og så kom der bare endnu flere misser ud af det,
og hunmisserne var jo dengang udenfor engang imellem, så de
kunne måske forelske sig i en helt fremmed hanmis, og det ville
jo nok også give flere misser, og det var mor altså ikke
så interesseret i.
Mor havde aftalt
med dyrlægen, at jeg skulle vente til sidst, for jeg var en
hanmis, og det er ikke så stor en operation med en hanmis som
med en hunmis. Derfor kørte hun først hunmisserne til dyrlægen.
Jeg kan godt love,
at mor blev noget lang i ansigtet, da hun en morgen så, at jeg
sad under havebordet med tre meget interesserede, fremmede hanmisser
rundt om mig. Så var hun jo godt klar over, at jeg var en pige
- som om en hanmis kan være så sød som mig - ! -
og da mor kom ud til dyrlæge Kurt med mig, fortalte hun om det
med hanmisserne under havebordet! Han grinede lidt og sagde, at han
godt kunne se forskel - ! - og at en mis som mig, med sådan
nogle blandede farver, som regel var en hunmis!
Så kiggede
Kurt på mig, aede mig og sagde, at jeg var en sød, fin
mis, og så blev jeg pludselig så søvnig så
søvnig, men mor var der jo heldigvis og holdt om mig, mens jeg
faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, havde jeg meget ondt
i maveskindet, og lå helt inde bagest i et missebur ude hos
dyrlægen, men da jeg hørte mors stemme, så
prøvede jeg fortvivlet at rejse mig for at komme hen til
lågen, men jeg kunne ikke. Så løftede mor mig
forsigtigt ud og lagde mig i en kasse med et blødt tæppe
i, og så kørte vi hjem til Spurvely.
Jeg blev
altså så syg så syg af det besøg hos
dyrlægen, nu bagefter gør det jo ingenting, men dengang
var jeg altså lidt bange.
Da vi kom hjem bar
mor mig op på loftet og ind i et værelse helt for mig
selv, hvor hun lagde mig på sengen. Det var nu meget dejligt,
for jeg gad ikke at have alle de andre rendende og snuse til mig hele
tiden. Hun kom også med mad og vand og makrelsalat, hun havde
nemlig fået nogle piller ude hos Kurt, der skulle hjælpe
på mit dårlige øje, så jeg igen kunne se ud
af det, og når jeg fik dem rørt op i makrelsalat, kunne
jeg slet ikke smage, at der var piller i.
Jeg kunne ikke
gå de første mange dage, for jeg havde så ondt i
såret på maven, og det blødte også lidt, men
mor kom og skiftede underlaget i sengen, når der var kommet
blod på eller, når jeg havde tisset, for jeg kunne heller
ikke hoppe ned og bruge det missetoilet, som hun havde sat op til mig.
Mor blev slet ikke
sur over, at jeg tissede i sengen eller blødte fra såret,
for hun havde lagt plastic under og en masse gamle
håndklæder og klude.
Om natten bar hun
mig ind i soveværelset, hvor jeg fik lov at ligge i en gammel,
dyb lænestol, så hun kunne holde øje med mig
selvom hun sov - hmm - hun har det vist ligesom misser, selvom det
ser ud, som om vi sover, så hører vi næsten alting alligevel.
Det var så
dejligt at vide, at mor var lige ved siden af, for man har meget mere
lyst til at blive rask, når man ved, at der er nogen, der kan
lide én, aer én og siger, man er dejlig.
Det er jo
længe siden nu, men jeg har næsten hver eneste nat siden
dengang ligget ved siden af mors seng og sovet. I starten i den gamle
lænestol, senere i en papkasse, som mor havde lagt tæpper
i, men nu jeg vil meget hellere ligge i låget til vasketøjskurven.
Om dagen er jeg
sommetider nede i stuen og sove, men ellers kan jeg godt lide at sove
oppe på "mit" værelse, for der er fred og ro
for en halvgammel mis. Når jeg synes, at jeg vil nedenunder
igen og have mad eller en kæl fra mor, så mjaver jeg bare
ved døren, det hører mor næsten lige med det
samme - ellers kan jeg mjave meget højt - og så kommer
hun og lukker døren op, så jeg kan komme ind i stuen og
ud i køkkenet til maden. Jeg kan ikke - som Prik
eller Pussi
- selv lukke døren op, d.v.s. det kan de nu heller ikke mere,
for mor har sat en særlig "krog" på, som misser
ikke kan finde ud af at åbne! Når jeg er nede i stuen,
vil jeg meget gerne sove på sofaen, men hvis en af de andre
misser ligger der, så lægger jeg mig bare på
"misse-sofaen" i stedet for.
Jeg har min egen
"frisørstol", mors fodskammel, hvor jeg hopper op og
sætter mig i "positur", når jeg gerne vil havde
redt noget af al det meget ekstra-pels af. Åh, det er så
dejligt, at blive redt og nusset. Sommetider sidder Pussi nedenfor og
ser "sur" ud, over at jeg bliver redt, for hun bruger
også "frisørstolen", men når jeg er
færdig og hopper over på "misse-sofaen",
så er det Pussis tur til at blive redt - - hvis hun altså
ikke er blevet så "sur", at hun er gået sin vej!
Jeg er en meget
dygtig mis, siger mor, for jeg kender klokken. Om aftenen, når
mor og far ser fjernsyn, plejer jeg gerne at ligge på
"misse-sofaen" i stuen tæt ved siden af mor.
Gråmis ligger der også sommetider, men det gør
ingenting, når bare mor er lige ved siden af, men når
klokken nærmer sig 21.00, så vil jeg gerne rigtig i seng,
og så begynder jeg "at snakke".
Så laver mor
"natte-mad" til mig, og vi går op på loftet,
hvor mor stiller maden på gangen og sørger for, at
døren er åben ind til mit værelse, hvor
missetoilettet står. Så går hun ind i
soveværelset og reder min misse-seng - det vil sige låget
til vasketøjskurven med et gammelt frottélagen i, og
så går mor ned og ser TV og drikker kaffe.
Når mor
så senere på aftenen kommer op og skal sove, så
ligger jeg i min misseseng og sover, men næsten ligeså
snart hun har lagt sig i sin seng, hopper jeg op på maven af
hende og ligger der og spinder og hygger mig. Sommetider sover jeg
også lidt.
Mor siger, at jeg
lyder som et tærskeværk, og at jeg bliver tungere og
tungere, jo mere jeg sover, men det er så dejligt, at ligge der
og hygge sig lidt, og jeg kan tydeligt mærke, at mor godt kan
lide mig. Bagefter hopper jeg ned i min egen seng og sover der hele
natten, men når klokken bliver ca. 7.00 om morgenen, så
vil jeg gerne ned og have mad, for der er ikke mere tilbage ude
på gangen, det lister jeg nemlig ud og spiser, mens far og mor
sover! Uh, det er altså så hyggeligt og dejligt, og det
er kun mig, der får lov at sove i soveværelset.
Udenfor har jeg
også et sted der er "mit" nemlig Missely-huset -
mjoow - det vil sige næsten mit, for mor siger, at det er vores
alle sammens, men jeg elsker at ligge i det, og jeg tror ikke, der er
ret mange misser, der har sådan et flot hus, og jeg ved
bestemt, at den meget søde dame, der bor lige ned over marken
bag ved vores have, meget gerne ville "hugge" det. Nå,
det har hun nu kun sagt for sjov, men det er fordi, hun har en stor,
flot norsk skovmis, der hedder Gauder.
Han er noget så sød, siger mor. Damen, der hedder
Lisbeth, bor kun i huset om sommeren, ellers bor hun inde i
København. Når hun er hernede, går Gauder ude i
hendes have i snor så han ikke løber væk, og
sommetider, når Lisbeth kommer op for at snakke med mor,
så har hun Gauder med i snor. Gauder skal lige op og "kigge
på" Missely, siger Lisbeth, men han får det
altså ikke, for det er vores.
Bølle
løber sommetider ned og snakker med Gauder i Lisbeths have,
men i starten var Gauder altså noget sur over, at der kom en
fremmed mis ind i hans have, men Lisbeth har fortalt, at nu sidder de
og snakker sammen ude mellem alle blomsterne.
Heldigvis har
Gauder snor på, så han kan ikke løbe med
Bølle ud på marken, for tænk hvis han løb
væk og ikke kunne finde hjem, han bor her jo ikke altid,
så ville Lisbeth bestemt blive meget ulykkelig, for hun er
meget glad for misser. Hun sender os "juleknas" og små
sjove ting til mor og far. Hun er rigtig sød, og mor er
næsten ked af, at hun ikke kan bygge et hus næsten magen
til vores Missely til Gauder - det skulle bare være rødt,
for det er Lisbeths hus, men der er ikke mere affaldstræ
tilbage til at bygge missehuse af.
Det var nu godt,
at mor byggede "Missely", for legehuset, som jeg jo boede i
den første månedstid jeg var her, er ikke ledigt mere,
der boede nogle mus i halmen, mens jeg også boede der, og dem
kunne jeg sagtens klare, men nu er der flyttet nogle pindsvin ind, et
mor-pindsvin og tre unger, men det er nogle underlige nogen, for de
gider overhovedet ikke lege, og så stikker de, hvis man kommer
for tæt på, det er næsten som om, de har
kløer over det hele i stedet for pels!
Mor siger, at jeg
er noget "ganske særligt". Det var også derfor
hun byggede "Uller Bo", der er det flotteste og
største hus i Misselandsbyen.
Hun sørgede også for, at der blev sat mange hylder op
langs med huset, så jeg kan komme ud og ind af Misselandsbyen,
for jeg er snart gammel og stivbenet, for Mike og Dave, der byggede
Misselandsbyen, havde kun sat én eneste hylde op lige udenfor
vinduet i den gule gang, og den kunne jeg slet ikke hoppe op på
ude fra, for der er 1,25 meter op.
Jeg er så
glad for, at jeg kom til at bo her på Spurvely, da Kaj Nielsen
pludselig ikke var i sit hus mere, og mor har lovet, at her må
jeg blive her ALTID!
De kærligste
hilsner fra Ulleren
© Ulleren |
